Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/47

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
31

finde medlemmer af de gamle, mere eller mindre høibyrdige ætter, som ved krigen havde mistet sine besiddelser og kun havde beholdt sit sværd. Dette antydes ogsaa ligefrem i den ene bearbeidelse af Haakons, Guthorms og Inges saga. At det maa have været kostbart for rigets høvdinger at deltage i disse krige, siger sig selv. Borgerkrigene vare for dem som et lotteri; enten kunde det berige de spillende eller ogsaa tage deres sidste hvid. Men hvad de tabende tabte, det vandt i mange tilfælde de vindende.

Det er meget rimeligt, at de ætter, som under borgerkrigene have tilsat sine eiendomme under bestridelsen af de dermed følgende omkostninger, eller som have mistet dem paa andre maader, derigjennem hyppig middelbart have bidraget til at hæve sine mere lykkelige medbeilere.[1] Den, som havde penge, kunde nu lettere end før erhverve jordegods. Slægternes vedhængen ved sine nedarvede eiendomme kunde ikke opveie de tvingende krav, som stilledes af tidsforholdene, og de med borgerkrigene følgende omvæltninger have sikkerlig bragt mange ætter bort fra sine gaarde. For disse var der ingen fremtid at haabe paa. De havde nu engang trukket det uheldige lod og vare henviste til at synke ned i glemsel og fattigdom. For dem var det jo i længden ikke muligt at hævde de navnebøder, som de engang havde erhvervet, og naar saadanne ætter snart forsvandt aldeles af historien, da ligger deri vel ikke andet, end at de havde opgivet alle forsøg i denne retning. Borgerkrigene have maaske bidraget mere til at decimere aristokratiet gjennem sine økonomiske virkninger end gjennem det utvivlsomt betydelige antal af høibaarne mænd, som faldt i denne tid. Det sidste tab kunde altid, selv om det virkelig maa antages at have været meget stort,[2] lettere

  1. Man har fra det 13de aarhundredes slutning, altsaa fra en tid, der ligger efter borgerkrigene, et interessant exempel paa en norsk stormand, der maa hive været meget forgjældet, i hr. Alf Erlingssøn, – og han har rimeligvis netop sat sig i denne gjæld ved de krigsrustninger, som han foretog paa egen haand. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 182. – I det 17de aarh. frembyder Danmarks historie ogsaa slaaende exempler paa den betydning, som forvirrede økonomiske forhold have for en forrykkelse af en adelstands stilling i sit land.
  2. Det er nok at anføre det bekjendte faktum, at der til 1181 paa Magnus Erlingssøns side var faldt seksten lendermænd og hundrede lendbaarne hirdmænd. Alene paa Kalvskindet faldt der af hans