opveies end det første. Naar engang det økonomiske grundlag for en æt var forrykket, lod den sig ikke let igjen bringe paa fode.
Idet der saaledes foregik en betydelig indskrænkning med antallet af de høibyrdige ætter, der kunde opretholde sin stilling, forøgedes samtidig de tilbageblivendes rigdomme. Derved blev det lettere for disse at optræde paa en maade, der svarede til tidens begreber om, hvad der krævedes af deres stand. Men dette kunde ikke opveie det tab, som aristokratiet led ved at indsnevres til en stedse mindre kreds, og maatte bl. a. have indflydelse paa den samlede sum af dygtighed, hvorover det kunde raade. Om at senere hen nye ætter kunde opstaa i nogen større udstrækning, kunde der under disse forhold vanskelig blive tale. Landets jordegods var hverken tilstrækkelig stort eller tilstrækkelig rigt til at kunne tillade dette. Krongodset var neppe blevet formindsket, snarere forøget under borgerkrigene. Kirkens eiendomme bleve uophørlig forøgede gjennem testamentariske gaver, og hvad der en gang var kommen i kongedømmets eller geistlighedens besiddelse, blev neppe uden i meget sjeldne tilfælde atter bragt ud deraf. De gamle ætter, som kunde hævde sin stilling og de dermed følgende traditioner, vaagede vistnok med streng omhu over, at det jordegods, som tilhørte deres kreds, vedblev at tilhøre denne, og naar de havde afstaaet noget til kirken, have de sikkerlig snart igjen sørget for at erstatte det derved lidte tab.
Under de store høibaarne ætter havde man rigtignok efter al rimelighed fra gammel tid af et ikke ringe antal ætter, som dannede et overgangsled mellem hine og folkets store masse, og som maaske ogsaa for en del vare sidegrene af de første. Af disse kunde nok altid enkelte efterhaanden arbeide sig op i første linje, naar de støttedes af gunstige omstændigheder og kom i besiddelse af større eiendomme. Herpaa haves der ganske vist exempler. Ligeledes kunde de ogsaa tildels være traadte i uddøende gamle slægters sted gjennem forbindelser paa spindesiden. Men naar saadant indtraf, afbrødes i grunden et led i den underbygning, hvorpaa det gamle aristokrati hvilede. Paa den anden side maatte ogsaa saadanne mindre høitstaaende
folk seksti hirdmænd og otte lendermænd. I slaget ved Fimreite faldt der ogsaa paa denne konges side adskillige høiættede mænd, der navngives i Sverres saga.
