byder til forskjellige tider exempler paa, at indgiftning i en æt kunde skaffe lignende ret som nedstamning. For den almindelige opfatning kunde det saaledes ogsaa paa borgerkrigenes tid være en forholdsvis underordnet sag, hvorvidt en æt forplantedes paa mands- eller kvindesiden. Af denne grund maa man ogsaa være forsigtig med at lægge for megen vægt paa betydningen af de nye lavbyrdige elementer, som kong Sverre bragte ind i lendermændenes gamle ættekreds.[1]
Man har længe været tilbøielig til at søge en af borgerkrigenes mest betydningsfulde virkninger i den sprængning af lendermandsætternes kreds, som da skulde være foregaaet.[2] Men de lavbyrdige nye slægter, som derved kom i veiret, have
- ↑ Nøiagtige oplysninger om disse lade sig ikke tilveiebringe. Deres oprindelige byrd kan ogsaa have været af meget forskjellig art. En egen klasse af disse ere de saakaldte »kongsfrænder« og »kongsmaager«, af hvilke der forekommer ikke saa faa i Sverres og hans efterfølgeres tid. Man tør maaske i dem se medlemmer af gode bondeætter, som gjennem sine kvindelige slægtningers forbindelser med kongerne fik en anledning til at hæve sig op til et høiere trin. Farligere for de gamle forestillinger om byrdens afgjørende vægt ved bestemmelsen af en mands stilling i samfundet var dog rimeligvis det militære element, som under de indre uroligheder trængte sig op i de høieste samfundsforhold og i det hele opnaaede en meget stor indflydelse. I de yngre kongesagaer tales der meget om sveitehøvdingerne og paa en maade, som viser, at disse vare en vigtig klasse af kongens omgivelser. Denne militære titel synes i den anden halvdel af borgerkrigene ofte at have været regnet for jævngod med den gamle lendermands-værdighed, ja, maaske endog tildels at have været paa veie til at fortrænge denne, som dog senere hen atter vandt nyt fodfæste. Paal Vaagaskalm, der i 1219 var bleven lendermand, omtales i 1221 som sveitehøvding. I de fleste tilfælde have disse formodentlig været lendermænd; men det var dog deres stilling som sveitehøvdinger, der gav dem deres betydning.
- ↑ Endnu hos J. E. Sars (anf. st. II, s. 371) kommer denne opfatning frem: »Kredsen af gamle storætter blev fuldkommen sprængt«. Dog er denne ytring maaske bleven mere skarpt udtrykt, end den egentlig skulde, da samme forf. senere (f. ex. s. 373) udtaler sig mindre bestemt.
faldt paa Heklungernes side, og om inddragning af levende mænds jordegods er der neppe nogensinde tale. De, som paa denne maade kom til magt og eiendomme, fik øgenavnet »gjavlændinger«: Smlgn. Sverres saga, kap. 35, 40, 100. Birkebeinerne fik allerede tidlig høibaarne ætter paa sin side, og straks efter Sverres død heder det, at der mellem dem var mange høvdinger »som vare navnkundige baade ved sin æt og sin dygtighed«. Haakons, Guthorms og Inges saga (korte redaktion), kap. I.
