og jordegods. En saadan kamp kunde føres paa flere maader. Men nærmest laa det at benytte giftermaalsforbindelser til at opretholde og styrke det økonomiske grundlag for en fornem æts sociale stilling, og at dette er skeet i stor udstrækning, kan ikke betvivles. Ligeledes tyde flere træk paa, at de mægtige ætters medlemmer overhovedet ikke toge det nøie med midlerne, hvor det gjaldt om at erhverve sig jordegods.[1]
For Søndmøre haves udtrykkelige vidnesbyrd om den maade, hvorpaa de derlevende ætter saaledes værgede for sig. Af gamle slægttavler viser det sig, at det meste jordegods paa disse kanter, i Haakon Haakonssøns første regjeringsaar var samlet i Giskeættens og nogle med den besvogrede ætters besiddelse, og der er al grund til at formode, at den første kort tid efter ogsaa har erhvervet sig, hvad de andre endnu den gang eiede.[2]
Borgerkrigene frembøde netop ogsaa en fortrinlig anledning til at erhverve udvidede besiddelser. Mange høvdinger faldt i kampene, og naar disse efterlode sig døtre eller søstre som eneste arvinger, kunde deres godser let komme over i andre rige ætters eie og forøge deres jordegods. I flere tilfælde kunde de ogsaa komme over til medlemmer af de nye ætter, som skyldte borgerkrigene sin opkomst. Men disse maatte da vistnok i regelen gjøre dette ved at indgaa ægteskab med de gjenlevende kvindelige medlemmer af den gamle æt og saaledes opnaa en adkomst til sine nye besiddelser.[3] Vor historie frem-
- ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 97 flg.
- ↑ Dr. G. Storm, Om indskudene i Fagrskinna, trykt i Kristiania videnskabsselskabs forhandlinger, 1875, s. 98. – Paa samme tid nærmede ogsaa den eneste æt paa Søndmøre, som havde kunnet maale sig med Giskeætten, sig mod sin ende, efterat Gregorius Jonssøn, den sidste af de egentlige Blindheimsmænd, i 1228 var druknet i nærheden af Bergen. Han var efter sagaens ord »den ypperste og høibyrdigste af lendermændene i Norge paa den tid«, ligesom hans æt var »den gjæveste lendermandsæt paa Søndmøre«.
- ↑ Om et muligt exempel herpaa se sidst anf. st. – Det kan være tvivlsomt, om selv Sverre nogensinde har indladt sig paa uden videre at give sine mænd de faldne fiendtlige høvdingers jordegods til arvelig eiendom, medens han nok, f. ex. i 1177 paa Hedemarken, tog sine fienders løse gods. Under hans kampe med Heklungerne omtales det, at han var gavmild med navnebøder og veitsler, og at han skaffede mange af sine mænd »ypperlige giftermaal« – noget, hvorfor ligeledes hertug Skule faar ros i sagaen. Derpaa nævnes ogsaa udtrykkelige exempler. Men videre synes han aldrig at have disponeret over de lendermænds efterladte eiendomme, som
