have indhentet det norske raads samtykke. Ialfald forudsættes, at de skulde gjælde, indtil han fandt det nyttigt at forandre dem »med raad og samtykke af alt rigsens raad i Norge«.
Dette er dog kun en undtagelse. Af den række privilegier, der af denne konge fra 1452 af ere givne de nederlandske stæder, tales der kun i et om raadet; men dette maa efter den hele sammenhæng være det danske.[1] Bremens privilegier af 1455 og Rostocks af 1456[2] ere ogsaa udstedte under medvirkning af danske rigsraader. Hvor privilegierne gjaldt begge riger, kunde dette være mindre paafaldende; hvor de alene gjaldt Norge, var det et aabenbart brud paa de forudsætninger, hvorunder foreningen var indgaaet. Kongen var for øvrigt i disse aar mest optagen af forholdet til Sverige. Efter at han ogsaa var bleven konge i dette land, blev det hans første opgave at sikre sin ældste søn thronfølgen saavel der, som i Norge, i hvilket øiemed han allerede i Oktober 1457[3] tilsagde et møde af begge rigers raad til Skara i Vestergøtland i de første dage af det følgende aar. Ved dette indfandt ogsaa kongen sig.
Fra norsk side mødte i Skara biskoperne Gunnar i Hamar, Gunnar i Oslo og Sigurd i Stavanger, den udvalgte erkebiskop Olaf, hr. Ivar Vikingssøn, erkedegnen i Nidaros, Svein Erikssøn, erkedegnen i Bergen, Finnboge Nilssøn, ridderne hr. Kolbjørn Gerst, hr. Jon Smør, hr. Henrik Jonssøn, hr. Alf Knutssøn, hr. Thorgaut Bengtssøn, hr. Jon Peterssøn, hr. Henning Augustin, hr. Aslak Thoressøn, hr. Ragnvald Nilssøn og hr. Einar Fluga, væbnerne Herlag Peterssøn og Engelbrekt Stefanssøn og de fire lagmænd, Jens i Bergen, Haavard i Oslo, Erik i Stavanger og Aslak i Viken, der alle tilsammen kaldes Norges riges raade. Under forudsætning af, at ogsaa lagmændene have hørt dertil, har altsaa dette talt tre og tyve medlemmer, syv geistlige og seksten verdslige. Fraregnet lagmændene bliver tallet kun nitten, hvoraf tolv verdslige herrer. Disse vare, som det siges, komne sammen med kong Kristjern »for nogen mærkelig Norges riges ærindes skyld«. For at ikke efter kong Kristjerns død nogen paa samme maade som Karl Knutssøn skulde trænge sig til Norges krone, vare de nu komne overens om, at de skulde tage kongens gjenlevende ældste søn til hans efterfølger, og hvis denne da ved faderens død ikke var fuld-