havde været raadets første medlem, uden derfor at kunne kaldes dets formand, kom efter 1450 stedse mere til at indtage en saadan stilling. Men da der i hans nærhed kun boede et mindre antal af raadsherrer, lammede dette igjen raadets indflydelse. Tillige fremskyndedes herved dettes deling i to korporationer, hver med en vis selvstændighed, raadet søndenfjelds og raadet nordenfjelds. Allerede ved aarhundredets midte var denne begyndt at vise sig mere tydelig og fik inden kort tid sin fuldendelse.
Jo mere den nye konge følte sig sikker i magtens besiddelse, desto mindre hensyn tog han til raadet. Under sit ophold i Bergen 1453 gav han dog efter for dettes ønsker i striden om erkestolens besættelse.[1] Derfra ledsagedes han til Østlandet af flere raadsherrer og var i December paa Akershus. Her sees ogsaa biskoperne Gunnar af Hamar og Gunnar Holk af Oslo, den nye provst ved Mariakirken i Oslo, hr., Ivar Vikingssøn og hr. Hartvig Krummedike at have været tilstede. Men disse optraadte ogsaa nu sammen med danske raadsherrer og synes endog at være betragtede som en enhed med disse, som »kongens ærlige raad af Danmark og Norge«. Hr. Ivar Vikingssøn, der rimeligvis netop ved dette kongens besøg er bleven betroet rigsseglet efter Gunnar Holks ophøielse til biskop, nævnes under de da førte forhandlinger ikke med titel af kansler, hvorimod den lundske kannik, hr. Jens Klaussøn, der ogsaa var tilstede, omtales som kongens kansler. Formodentlig er der under kongens ophold paa Akershus afgjort flere regjeringssager. Der kjendes imidlertid nu kun to der udstedte kongebreve. Det ene omhandler et under kongens og rigsraadernes mægling afsluttet forlig mellem hr. Hartvig Krummedike og biskop Gunnar af Hamar.[2] Det andet er en bekræftelse af de rostockske kjøbmænds privilegier i handelen paa Oslo og Tunsberg, hvorved dog ikke rigsraadets medvirkning omtales.[3] Det sidste spor af kongens regjerings-virksomhed under dette hans ophold i Norge er fra aarets sidste dag, da han paa Baahus bekræftede Konghelles privilegier. Ved denne leilighed vides.
- ↑ Dipl. Norv., III, no. 824. Ogsaa i det til almuen i Thrøndelagen 10de Oktober 1453 udstedte kongebrev paaberaabes raadets samtykke ved de til kirken gjorte indrømmelser. Skandin. literatur-selsk.s. skr. XVI, s. 161 flg.
- ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 351: Dominus rex proprie in pleno consilio. Smstds no. 352 biskopens erklæring om forliget. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
- ↑ Dipl. Norv., III, no. 825.
