fødtes og ret til at optages i rigsraadet. Medens de ætter, som før vare komne ind i landet, i regelen efter nogen tids forløb vare gaaede op i det øvrige aristokrati, blev dette nu ikke mere tilfældet. Fra aarhundredets midte danne de indgiftede en egen klasse, der kun gjennem økonomiske interesser, men ikke ved ædlere baand var knyttet til landet. Ved deres side kunde de hendøende rester af det indfødte aristokrati ikke længe holde sig. I dette forfald reves ogsaa de indvandrede ætter med, som ved tidligere giftermaal vare optagne i aristokratiets rækker; saaledes uddøde snart den æt, som man har kaldt de yngre Rømere. Denne fik til arving en norsk æt, som det dog kun lykkedes at holde sig i et slægtled. Tallet af høibyrdige slægter var nu blevet saa lidet, at de enkeltes uddøen blev overordentlig følelig, i en endnu høiere grad end før. Som politisk stand var det norske aristokrati nu i virkeligheden at betragte som næsten aldeles opløst, medens dets medlemmer fremdeles enkeltvis som jordegodseiere i stor maalestok kunde repræsentere betydelige økonomiske interesser og som saadanne ogsaa undertiden tynge i den politiske vægtskaal. Men samtidig med, at aristokrati og raad paa denne maade vare blevne end mere svækkede, fuldendtes begges udvikling som en i det ydre afsluttet stand.[1]
Geistligheden delte i visse henseender skjæbne med aristokratiet. De hendøende store ætter kunde ikke bringe den nogen støtte, og uagtet det norske aristokrati ogsaa i det femtende aarhundrede havde sine repræsentanter inden den høiere geistlighed, var det neppe almindeligt, at denne hentede sine nye medlemmer ad den vei. Allerede i det fjortende aarhundrede havde erkestolen været beklædt af mænd, der ikke vare indfødte, og i det femtende fortsattes efter en større maalestok med denne fremgangsmaade, der baade svækkede den norske kirke og rigsraadet ved at afskjære dette tilgangen af dygtige geistlige medlemmer. Naar det i den følgende tid undertiden kan synes, som om det i rigsraadet netop er de sidste, som have spillet den virksomste og mest indflydelsesrige rolle, da er dette kun en følge af mangelen paa indfødte verdslige medlemmer af nogen betydning. Erkebiskopen, der altid i rang
- ↑ Det er netop paa denne tid, at raadets medlemmer begynde at føre titel af rigsraad. Smlgn. Dipl. Norv., I, no. 853; II, no. 743, 1011; VI, no. 535, 545; VIII, no. 236. Det sidste brev er dog falsk. Før kaldtes de kun en enkelt gang »kongens raadgivere«. Smlgn. s. 243.
