haand fortsatte sin hensynsløse optræden mod de tydske kjøbmænd og tilsidst ved sin egen uforsigtighed faldt som et offer for deres hævn, var dette ikke kongen imod. Efter den tid var der for ham liden eller ingen grund til at frygte nogen modstand fra norsk side mod den politik, han vedblev at følge i sit forhold til Hanseaterne.
Naar kongen personlig kom til Norge for at gjøre en forandring med et af de vigtigste len, da var dette i overensstemmelse med hans løfter i haandfæstningen. For øvrigt viste han sig kun lidet omhyggelig for at overholde denne, og raadet manglede paa sin side alle midler til at øve den ved haandfæstningen forudsatte kontrol. Maaske havde han allerede i 1450 overtraadt haandfæstningen ved at pantsætte et len uden at spørge rigsraadet.[1] Udnævnelsen af en hofmester, der ikke var indfødt, var ogsaa et brud paa denne, og det samme gjaldt den hyppige anvendelse af danske rigsraader ved behandlingen af rent norske anliggender, selv naar kongen var samlet med det norske raads medlemmer. Mellem disse fandtes der efter hr. Sigurd Jonssøns død og Losneættens udgaaen paa mandssiden, der indtraf omtrent samtidig, i grunden ikke mere inden raadet nogen repræsentant for de store, indfødte ætter, der i løbet af aarhundreder havde opsamlet landets jordegods. Som deres arvtagere fremstode mænd af indvandrede ætter, der efter denne tid bleve de første medlemmer af det norske aristokrati. Af det vesten- og nordenfjeldske jordegods kom i den anden halvdel af det femtende aarhundrede den største del i nye eieres hænder, medens der samtidig paa Østlandet dannedes et nyt stort komplex af jordegods i familien Krummedikes besiddelse, dels ved arv, dels ved kjøb og maaske tildels ved andre midler, men i ethvert tilfælde til fortrængsel for de indfødte norske ætter. Forsaavidt arvtagerne tilhørte ætter, der allerede i nogen tid havde levet i landet, kunde denne forandring blot være mindre følelig; men dette var kun for en del tilfældet. Nu traadte ogsaa nye mænd, ikke alene nye ætter frem, og mellem dem fandtes netop de mest indflydelsesrige og de virksomste af de mænd, der i den følgende tid vare Norges første godseiere og medlemmer af rigets raad.
Fra nu af begynder det indgiftede aristokratis tid. Ved Kristjern I.s haandfæstning havde dette faaet en udtrykkelig anerkjendelse af sin stilling som jævngod med de ind-
- ↑ Dipl. Norv., VI, no. 535. Smlgn. ovenfor, s. 316, note 3.
