Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/324

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
308

den lavere adel, der toge del i disse forhandlinger, mellem almuen, paa samme maade, som allerede havde været tilfældet under Agmund Sigurdssøns opstand. Paa Romerike optræder ialfald en saadan mand mellem almuen,[1] og blandt dem, der paa Oplandene og i Thrøndelagen sluttede sig til kong Karl, var der flere lignende, som maatte regnes til bondeadelen. Paal Ivarssøn (Gjesling) og Steinar Bratt fra Vaage hørte saaledes til disse. En Holte Gunnarssøn, der optraadte med dem, tilhørte en hirdmandsæt fra det 14de aarhundrede.[2] Andre havde maaske blandet sig endnu mere mellem sine omgivelser, som Thorstein Thoressøn fra Søndre Gudbrandsdalen.[3] Hundrede aar tidligere vilde de samme personer være optraadte som kongens haandgangne mænd. Nu synes den afgjørende overgang at være endelig foregaaet, hvorefter de og deres ætter havde faaet sin plads som de første mellem almuen og ikke som de sidste mellem aristokratiet.

Karl Knutssøns kongedømme kunde hos saadanne mænd ikke finde megen støtte. Det faldt ogsaa hurtig, uden at han endnu havde kunnet befatte sig synderlig med norske regjeringsanliggender. Ligesom hr. Erik Sæmundssøn var hans repræsentant i det søndenfjeldske, saaledes havde han nordenfjelds overdraget styrelsen til erkebiskopen og de to riddere hr. Aslak Thuressøn Baat og hr. Einar Fluga, der formodentlig begge vare medlemmer af hans raad. Aslak Bolt døde snart efter; hr. Erik Sæmundssøn synes at være bleven dræbt af hr. Hartvig Krummedike,[4] og de to andre riddere kunde ikke opretholde sin magt i det nordenfjeldske. Af kongebreve, som Karl Knutssøn har ladet udgaa under sit ophold i Norge, kjendes nu kun et under »indseglet« udfærdiget værnbrev for Nidaros domkirke.[5] I dette omtales ingen kansler, heller ikke paaberaabes nogen medvirkning fra rigsraadets side. Formodentlig har der ikke været tid til at faa hverken kansler eller noget norsk rigssegl. Dog havde kongen ialfald senere et unionelt sekret.[6]

  1. L. Daae, anf. st., s. 44.
  2. L. Daae, anf. st., s. 41, note 1.
  3. Smlgn. Dipl. Norv., I, no. 767; II, no. 761, 821, 829; III, no. 772, maaske ogsaa III, no. 600, 691, 797. Den mand af dette navn, der i 1458 kaldes dekn (V, no. 816), er maaske den samme; et saadant tilnavn var paa den tid ikke sjeldent. II, no. 819. Hadorph, anf. st., s. 162.
  4. L. Daae, anf. st., s. 72.
  5. Dipl. Norv., V, no. 762.
  6. Sveriges historia från äldsta tid till våra dagar, II, s. 279.