dog i alle tilfælde kun en ringe, saavel ved Kristjerns valg, som ved det, der straks efter foretoges af hans medbeiler, Karl Knutssøn.
Denne kom i Oktober til Norge, hvor han valgtes paa Hedemarken, drog saa til Nidaros, hvor han i domkirken kronedes af Aslak Bolt, og vendte atter tilbage til Sverige. I det søndenfjeldske synes han at have udnævnt hr. Erik Sæmundssøn til rigsforstander; ialfald optraadte denne senere i en saadan egenskab.[1] Men med undtagelse af ham, erkebiskopen, biskop Gunnar af Hamar og maaske de to brødre, hr. Herman og hr. Johan Molteke, som i forveien havde været meget virksomme for hans valg, synes kong Karl under sit ophold i Norge kun at have været omgiven af ganske faa medlemmer af det norske raad. Rimeligvis har han dog selv sørget for at afhjælpe denne mangel ved at udnævne nye raadsherrer. Naar man senere har villet fremstille Karl som den, der »havde fortrinet af et folkeligt valg, og at dette igjen var følgen af en formelig »folkereisning«, da er det kun en misforstaaelse.[2] Kristjern var, hvor meget hans valg end kan være bevirket ved intriger og ydre tryk, dog den, der var tagen til konge under de mest lovlige former. Han var ialfald valgt af rigsraadets flertal, og om ogsaa dette kan have været imod dets vilje, havde hans modstander dog ikke bagefter kunnet samle et større antal omkring sig. Folkevalget var kun en form; at Karls omgivelser havde været mere omhyggelige med at iagttage denne, kan ikke støtte gyldigheden af hans kongedømme. Ingen af parterne havde iagttaget, hvad den gamle norske lovgivning foreskrev om en ny konges valg.
Rigsraadet havde paa sin side vist sig ude af stand til at opretholde nogen selvstændig politik. Dansk og svensk indflydelse kjæmpede om herredømmet over dets medlemmer, og den bestemthed, hvormed det ganske nylig havde optraadt imod Tydskerne, syntes sporløst forsvunden. Raadets holdning afgjorde landets skjæbne. Udenfor dette fandtes ingen norsk institution, der kunde optræde som repræsentant for land og folk og paa et skjæbnesvangert tidspunkt varetage deres vigtigste interesser. Der er denne gang ikke spor af noget møde, som det i 1440, hvor ogsaa medlemmer af aristokratiet udenfor rigsraadet indfandt sig. I det sted optraadte nu de medlemmer af
