holdt, vides ikke, skjønt dette maa ansees rimeligt. Maaske er det holdt i Kjøbenhavn, hvor hr. Sigurd Jonssøn, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Mathias Jakobssøn og maaske Hans Krukow vare i Juli maaned.[1] Kongen er imidlertid ikke kommen til Norge. Derimod vides det, at han 22de Oktober s. a. i Heiligenhafen bekræftede de rostockske kjøbmænds privilegier i Oslo, Tunsberg og Viken, men uden at paaberaabe sig sit norske raads samtykke.[2] Rimeligvis have de forsamlede rigsraader ogsaa ved denne leilighed fortsat med den samme politik, som tidligere, og spændingen med kontorets medlemmer er derved kun bleven forøget. I den følgende tid bleve disse forhandlinger skudte tilside, da andre, mere paatrængende spørgsmaal kom paa bane. Kong Kristofer af Bayern døde 6te Januar 1448, og dermed var atter spørgsmaalet om thronfølgen og rigernes forening bragt frem. For Norges vedkommende blev rigsraadet den myndighed, som overtog rigets styrelse, og i dets spidse traadte atter hr. Sigurd Jonssøn, denne gang med titel af »rigens forstander« eller »fuldmægtig høvedsmand over alt Norges rige«, vistnok nærmest fordi der ingen konge var, som kunde gjøre ham til drottsete.
Rigsraadet var under thronledigheden udøveren af den fulde kongelige myndighed, og enhver udøvelse af denne maa saaledes ogsaa være foregaaet gjennem det. I et landsvist-brev, som kansleren udstedte i Oslo 26de Juni 1448 i sit eget navn, siger han, at velbyrdig mand hr. Sigurd Jonssøn, ridder. rigens forstander, og alt rigens raad i Norge« havde givet ham fuldmagt til paa kronens vegne at afgjøre alle wandrædes maall. Det er derhos beseglet af de to rigsraader, hr. Olaf Haakonssøn og hr. Hartvig Krummedike.[3]
Men denne tilstand var dog kun midlertidig. Norge maatte være forberedt paa at tage sit parti mellem de af de tvende øvrige riger valgte konger. For at overlægge om rigets stilling mødtes rigsraadet i Oslo, hvor ogsaa erkebiskop Aslak indfandt sig efter i forveien at have ladet den nordenfjeldske almue spørge om dens ønsker med hensyn til kongevalget og faaet til svar, at den enten vilde have hr. Sigurd Jonssøn eller ogsaa faa kong Erik tilbage. Hr. Sigurd tragtede dog ikke selv efter kronen, og for øvrigt stillede omstændighederne sig saaledes,
