ogsaa ganske rigtigt, forsaavidt kongen og raadet en maaned senere udstedte et andet brev under sekretet til Bergens indbyggere, hvori det udtrykkelig forklaredes, at der ikke var tilstaaet Tydskerne mere, end hvad der virkelig havde hjemmel i den norske lovgivning, og at de Tydskere, som kom til Norge, skulde være underkastede dennes bestemmelser.[1] Fremtiden skulde nu vise, hvorvidt rigsraadet var istand til at føre sin politik seierrig igjennem.
I begyndelsen af sommeren 1446 var en del af raadets medlemmer samlet i Bergen. Der nævnes saaledes foruden hr. Olaf Nilssøn biskop Jon af Færøerne, kapelmagisteren, hr. Erlend Eindridessøn, hr. Hartvig Krummedike og hr. Erik Sæmundssøn. Med disse ved sin side forsøgte hr. Olaf at optage kampen og lod retterboden af 1444 med de senere breve oplæse til thinge. Længere ud paa sommeren kom erkebiskopen til Bergen, tillige med erkedegnen i Nidaros, ligesom biskop Olaf nu var tilstede, medens Færøbispen synes at være reist. Af de verdslige raadsherrer kom ogsaa hr. Olafs broder, hr. Peder Nilssøn. Disse bleve en stund udover høsten i Bergen og fortsatte forhandlingerne med Tydskerne, idet de dog med bestemthed fastholdt retterboden af 1444 som det eneste grundlag. Rigsraadet lovede imidlertid, at der i det følgende aar, 1447, ved St. Hans dags tid skulde holdes en ny sammenkomst af dets medlemmer, hvortil kongen enten selv skulde indfinde sig eller ialfald give dem fuldmagt til at ordne alt paa hans vegne. Der skulde tvistepunkterne faa sin afgjørelse. Til dette møde opfordredes ogsaa Orknøjarlen til at komme og deltage i behandlingen af de særdeles landsvigtige sager (negotia felicem statum regni nostri concernentia tunc movenda et expedienda). Det til denne afsendte brev er udstedt af erkebiskopen og tillige beseglet af biskop Olaf, provst Alf, hr. Olaf Nilssøn, hr. Erlend Eindridessøn og hr. Erik Sæmundssøn, som derved optræde paa de øvrige rigsraaders vegne.[2]
Om det saaledes berammede møde virkelig er bleven af-
- ↑ Naar der i Kristiania videnskabs-selskabs forhandlinger for 1877, no. 8, s. 4 er udtalt tvivl om, hvorvidt det andet af de i det tydske klageskrift af 1447 omtalte tillæg til retterboden af 1444 for tiden kjendtes, da er dette urigtigt. Det kan ikke være noget andet end det her omhandlede kongebrev, der først er trykt hos Huitfeld, Kong Kristofer, 676 flg., og siden hos Paus, anf. st., s. 265.
- ↑ Dipl. Norv., VII, no. 432.
