Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/303

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
287

og Mariakirkens kanniker, som raadet skulde afgjøre paa kongens vegne. Dette overdrog paakjendelsen til to lagmænd, Sigurd Sjofarssøn i Tunsberg og Nikolas Aslakssøn i Hamar, samt væbnerne Harnikt Henrikssøn, Kolbjørn Gerst, Henrik Skakt og Thure Karlssøn,[1] hvilke fire sidste rimeligvis alle vare medlemmer af raadet, hvori Harnikt Henrikssøn allerede 1426 havde plads, medens de øvrige senere nævnes som dets medlemmer. Derimod kan det være tvivlsomt, hvorvidt det samme har været tilfældet med lagmændene, som maaske snarest kun have været medtagne for den enkelte leilighed.

I 1434 holdtes der om sommeren et fælles raadsmøde, som begyndte i Vordingborg, hvor de forsamlede vare tilstede 6te og 20de Juli, og hvor der førtes forhandlinger om fred med Hansestæderne. Derfra var det kongens hensigt at forlægge mødet til Kjøbenhavn og der fortsætte forhandlingerne over andre gjenstande vedkommende rigerne.[2] Imidlertid synes det, som om de svenske raadsherrer umiddelbart efter afslutningen af forhandlingerne i Vordingborg ere vendte tilbage til Sverige, hvor ialfald to af dem, der i Juli vare paa Sjæland, i midten af August forekomme paa et større raadsmøde i Vadstena. Derimod vare de norske raadsherrer endnu i de sidste dage af denne maaned forsamlede i Kjøbenhavn, hvorfra de 27de August sendte sine svenske kolleger en opfordring til at underkaste sig kongen. Man finder der erkebiskop Aslak Bolt, biskoperne Jon af Oslo, Audun af Stavanger, Peter af Hamar og Olaf af Bergen, hvilke samtlige med vished vides at have været nærværende under forhandlingerne i Vordingborg,[3] ridderen br. Eindride Erlendssøn og væbnerne Olaf Haakonssøn, Svale Jonssøn, Sigurd Jonssøn, Guthorm Bengtssøn, Harnikt Henrikssøn, Erlend Eindridessen og Haakon Bolt, – altsaa i det hele fem geistlige og otte verdslige herrer.[4] Ved den nye Orknøjarls belening; som foregik 10de August vare de samme medlemmer af det norske raad tilstede, med undtagelse af Svale Jonssøn.[5] Kongen

  1. Dipl. Norv., III, no. 721.
  2. Dipl. Norv., V, no. 643. Huitfeldt, anf. st., s. 510.
  3. Dipl. Norv., I, no. 745, 746; IV, no. 855. Smlgn: erkebiskopens brev af 27de August 1434, hvori han lover, at hans efterkommere, hvis de ikke holdt den da indstiftede tjeneste, skulde staa kongen, rigens raad, biskoper og prælater i Norge til rette. Nye danske magasin, I, s. 39. Dipl. Norv., II, no. 717.
  4. Dipl. Norv., V, no. 646.
  5. Huitfeldt, anf. st., s. 519.