Bjarkøætten uddøde i 1355, da hr. Erling Vidkunnssøn afgik ved døden, kun faa aar efter sin eneste søn, hr. Bjarne; dens store eiendomme gik dermed over til andre ætter. Giske med tilliggende gods kom i Hafthorssønnernes hænder, der nu stode som de første jordegodseiere i landet, navnlig efterat de ogsaa havde arvet Hestbøætten, der uddøde mod aarhundredets slutning; denne havde da forinden arvet den gamle æt paa Tolga. Men jo snevrere denne kreds blev, desto mere steg ogsaa dens fornemhed; de gjenlevende ætter arvede ikke alene de uddøendes jordegods, men fik ogsaa derved et tillæg i høibyrdighed. Medlemmerne af rigets første ætter vare de eneste, som bleve tagne til rigsforstandere. I det ydre hævede de sig ikke alene op over sine omgivelser ved sine rigdomme, men fik ogsaa fra kongedømmets side udtrykkelig anerkjendelse af sin ophøiede stilling. Hr. Sigurd Hafthorssøn kaldes i offentlige brevskaber »kongens frænde, og hans broder hr. Jon fører, ligesom ogsaa hr. Agmund Finnssøn, titel af baro regni Norvegiæ. Gjennem de forskjellige ætters uddøen samledes der tilsidst et umaadeligt gods paa de faa gjenlevendes hænder.
Aristokratiets sammensvinden var fremdeles en følge af de samme forhold, som allerede i de foregaaende aarhundreder havde vist sine virkninger. Jo snevrere den høiadelige kreds blev, desto mere maatte imidlertid dens formindskelse blive synlig; i samme forhold skilte den sig ogsaa stedse mere ud fra sine omgivelser. Disse kunde paa sin side ikke heller holde sig oppe, idet de samme krav maatte gjøre sig gjældende mellem dem. Fordringerne til en standsmæssig optræden bleve stedse større, og dermed fulgte som en uafviselig nødvendighed, at mange smaaætter trykkedes ned. Hos disse kan man ikke tænke paa nogen almindelig uddøen, saaledes som ved de første ætter. De forsvandt kun i mængden. Medens det i 1309 endnu lod sig forudsætte, at det norske aristokrati kunde fremvise 270 riddere og væbnere (s. 115), var man i 1371, da der skulde stilles borgen ved fredsslutningen med kong Albrecht, indskrænket til et tal af 60 saadanne. Det er rimeligt, at der i Norge paa den tid ikke fandtes mange flere medlemmer af disse klasser. Som forklaringsgrund til denne paafaldende hurtige sammensmeltning kunde der bl. a. tænkes paa den oprydning, som den sorte død gjorde inden aristokratiets rækker. At denne ogsaa forsaavidt har havt sine virkninger, kan ikke negtes. Man maa dog heller ikke overdrive disse. Af den egentlige høiadels voksne medlemmer er maaske hr. Ivar Rova
