den eneste, om hvem det med nogenlunde sikkerhed kan antages, at han er bortreven af den sorte død. Større virkninger kan denne pest have havt ved at forrykke arveforholdene inden de ringere ætter, ligesom den i det hele taget kan have havt meget store økonomiske virkninger for det hele samfund, og saaledes ogsaa for aristokratiet. Den store nedgang i tallet af saadanne ætter, som bliver synlig i 1371, skriver sig maaske for en del netop fra disse virkninger af den sorte død, der saaledes i sine følger kan faa en vis lighed med borgerkrigene. Den bragte ogsaa meget jordegods i kirkens besiddelse.
Imidlertid var der ogsaa fremdeles gjennem det hele fjortende aarhundrede en del ætter, som uden at høre til den snevreste høiadel dog indtoge en saavidt fremtrædende plads i samfundet, at deres medlemmer kunde komme ind i rigsraadet. Af disse holdt enkelte sig ogsaa i den følgende tid som anerkjendte adelige familier. Tilsammen med høiadelen maa disse betragtes som en stedse mere udviklet og afsluttet stand. Uagtet der endnu ind i det femtende aarhundrede tales om haandgangne mænd, var dog bevidstheden om det dermed forbundne tjenesteforhold til kongen paa den tid efter al rimelighed saa uklar, at den i virkeligheden kan betragtes som tabt. Dermed maa ogsaa de adelige privilegiers arvelighed være anerkjendt, og samtidig viser der sig ogsaa spor til, at landbønderne paa adelens gods begyndte at betragtes som en egen klasse, ialfald i de dele af landet, som laa nærmest Sverige og Danmark.[1] Alligevel blev den saaledes begyndte standsudvikling i Norge gjennem den hele middelalder aldrig helt afsluttet. Kjøbstæder og landalmue blev ikke trukket med ind deri, og man kom i grunden aldrig ud over begyndelsen.
Udviklingen af en saadan standsforskjel kom imidlertid, selv om den altid blev mangelfuld, i ethvert tilfælde aristokratiet tilgode paa en tid, da de ydre forhold i en ganske særlig grad stillede sig gunstig for dettes bestræbelser efter at opnaa politisk magt. Lige fra Haakon V.s død havde det saa godt som uafbrudt havt alle ydre betingelser for at blive det herskende i staten. Udviklingen i denne retning havde været saa
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 488. Brev af dronning Margrete, 14de Jan. 1385: Vilium ver ok at fyrnæmdir landboor verde niotande alz þes friælses ok allra þæira naadha sæm varer ok varra handgængna mannæ þienarer hafua ok niotandæ ero j vaarom lenom ok ifuir vældi.
