Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/249

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
233

i mange breve ved kongens side. Maaske kunne de urolige forhold, som herskede i den første del af hans styrelse, tildels have hindret den regelmæssige afholdelse af raadsmøder; men dette har da ikke været en følge af kongens ønske om at trænge raadet tilside. I denne henseende var der mellem ham og hans fader en meget betydelig og iøinefaldende forskjel.

I begyndelsen af 1358 har der rimeligvis været afholdt et raadsmøde i Oslo, ved hvilket kong Haakon udstedte en retterbod for denne by (af 22de Januar). I denne selv tales der rigtignok ikke om, at den skal være givet med rigsraadets samtykke. Men at dette har været tilfældet, synes rimeligt, idet kongen selv siger i retterboden, at den skal staa ved magt, indtil han træffer en anden bestemmelse »med raad og samtykke af alt rigsens raad i Norge«.[1] Den.deri liggende udtalelse om kongens forpligtelse til ved vigtigere regjeringshandlinger at indhente sine raadgiveres samtykke, maa vistnok tillægges megen betydning, saaledes at det kan antages, at kongen har henvendt sig til rigsraadet, selv naar dette ikke paaberaabes i hans breve. Dette behøver imidlertid ikke at være skeet umiddelbart før udstedelsen af vedkommende breve. Hele den maade, hvorpaa forretningsordenen var indrettet, lagde hindringer i veien derfor, saaledes at der ikke kunde være adgang til at afholde et større raadsmøde, hver gang der skulde forhandles om et vigtigere regjerings-anliggende. Hvorledes man her har indrettet sig i det enkelte, lader sig nu ikke paavise. Imidlertid kan det antages, at naar kong Haakon f. ex. umiddelbart efter at have forladt Oslo i 1358 paa reisen nordover (22de Februar) udsteder en retterbod for Østerdalen,[2] saa har han derom raadført sig i Oslo med de der tilstedeværende med- lemmer af raadet. Denne retterbod omtaler for øvrigt ogsaa þeir vårir goðir menn, sem dagliga með oss ganga, et udtryk, som slaaende minder om det, der forekommer i retterboden af 1295 (s. 62). Ved begge anledninger synes dette at maatte be- tegne netop de medlemmer af raadet, som hyppigst vare hos kongen og der toge del i regjeringen, og man kan saaledes vistnok antage, at der i regelen har været nogle raadsherrer tilstede hos kongen, eller i hans fravær hos kansleren.

  1. Norges gamle love, III, s. 176 flg. Retterbodens udtryk tilstede ogsaa en anden forklaring: at kongen har villet undskylde, at han denne gang ikke havde spurgt raadet, og at han derfor har lovet med det første at give nye bestemmelser med dettes samtykke.
  2. Dipl. Norv. VI, no. 238.