han ffore sagde. Men denne havde da undslaaet sig. Senere har han imidlertid virkelig udført disse forretninger, idet der haves nogle breve fra denne sidste del af kong Haakons regjeringstid, som ere beseglede af ham. Han førte dog aldrig, saalænge kong Haakon levede, titel af kansler, men kaldes kun kongens klerk og provst ved Mariakirken.[1]
Flertallet af kong Haakons breve og retterbøder er under hans hele regjering udstedt, uden at der tales om, at beseglingen er foretagen af nogen kansler eller kongelig klerk. I almindelighed siges de at være indseglede oss sjálfum hjáverandum. Undertiden forekommer der ingen bemærkning om beseglingsmaaden, hvilket især er tilfældet i de breve, som ere udstedte paa Latin; i saadanne siges dog undertiden, at de ere givne nostro sub sigillo, eller ogsaa anvendes formelen sigillum (secretum) nostrum præsentibus est appensum.[2] Forsaavidt ogsaa kong Magnus undertiden nævnes ved sin søns side i breve, der udelukkende vedkom dennes landsdele, da har dette neppe nogen større betydning, uden at dog grunden dertil lader sig paavise.[3] Saadanne breve siges at være indseglede i faders og søns nærværelse; der er dog ogsaa andre, hvori beseglingen ikke omtales. At begge konger optræde ved hinandens side i breve, der vedkomme udenrigske anliggender, kan ikke være paafaldende.
Kun meget sjelden tales der i kongebreve fra denne tid om, at de ere beseglede af rigsraadets medlemmer.[4] Alligevel havde disse under kong Haakon en betydelig indflydelse paa regjeringen, og denne anerkjendtes af kongen i udtrykkelige ord. Rigsraadet omtales jævnlig, og dets medlemmer forekomme
- ↑ Dipl. Norv. II, no. 444; III, no. 402.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 386, 407, 408, 418, 436, 453; II, no. 376, 384, 890, 402, 417, 435, 437, 438, 441, 447, 453, 461, 463, 464; IV, no. 502; V, no. 250, 254, 259, 291, 307, 314; VI, no. 268, 286, 295, 297; VII, no. 279, 299; X, no. 70, 90. Norges gamle love, III, s. 179 flg., 185, 188 flg., 190 flg., 191, 192, 193, 196–212.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 365, 422; III, no. 303, 383; Norges gamle Love, III, s. 184.
- ↑ P. A. Munch har i Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 877, udtalt den formodning, at breve, der udgik under kongens store segl, »i denne tid foruden drottsetens segl maatte have i det mindste en af de øvrige raadsherrers«, og ser heri et udtryk af mistillid mod drottseten. Det er imidlertid neppe berettiget at drage nogen saadan slutning af de nu kjendte, ganske faatallige kongebreve, hvori denne beseglingsmaade er anvendt.
