Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/24

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
8

blot kan have været i sin vækst, men at deg det ganske naturlige raadgiverforhold, hvori kongens nærmeste omgivelser til enhver tid maatte staa til ham, var i færd med at gaa over til et offentligt, der anerkjendtes og forudsattes af lovgivningen. Ligesaa ubestemte ere ogsaa lovenes udtalelser om de tilfælde, hvori kongen skulde indhente sine raadgiveres mening, og deraf, at dette i et enkelt tilfælde ikke er omtalt, kan der ikke drages nogen slutning om, at det ikke kunde ske. Endnu mindre kan det antages, at kongen altid har anseet sig strengt forpligtet til at spørge alle sine raadgivere, hver gang han foretog en af de regjeringshandlinger, ved hvilke disses medvirkning var forudsat. Af Magnus Lagabøters lovgivning alene kan man saaledes ikke danne sig nogen fuldstændig oversigt over omfanget af den myndighed, som paa den tid var tilstaaet det kongelige raad. Imidlertid vil det være nødvendigt her at omtale de tilfælde, hvori disse love hentyde til raadets medvirkning ved regjeringshandlinger. Det ligger i den gamle lovgivnings karakter, at dette kun kan være inden en snevrere kreds af saadanne. Man er saaledes der alene henvist til at faa oplysninger om raadgivernes stilling til kongen i hans forhold til hirden, ved udøvelsen af hans dømmende og lovgivende myndighed og i hans egenskab af øverste krigsherre.

Hvad kongens forhold til hirden angaar, da heder det i hirdskraaen (kap. 12), at naar kongen vil udnævne en hertug, da skal dette ske með góðra manna ráði. Længere ude i hirdskraaen (kap. 26) heder det, at kongen, naar han udnævner en mundskjænk eller drottsete, skal gjøre dette með vinna sinna ráði.[1] I hirdskraaens kapitel 3 siges, at kongen með skynsamra manna ráð ok ifirsjón skal afgjøre gyldigheden af de tvingende grunde, som ved kongevalg kunde have hindret nogen af dem fra at indfinde sig, som der skulde være tilstede.[2]

Ved udøvelsen af kongens dsmmende myndighed omtales hans raadgiveres medvirkning temmelig ofte, ligesom man ogsaa for dennes vedkommende finder den forudsat allerede i den ældre lovgivning, men dog kun paa et

  1. Norges gamle love, II, s. 399 og 415.
  2. Norges gamle love, II, s. 394.