stærkere vækst under indflydelsen af exemplet fra de fremmede stater, med hvilke Norge paa den tid stod i det livligste samkvem. Imidlertid deler denne institution forsaavidt skjæbne med mange andre i middelalderen, som dens første oprindelse skjules i mørke, og den først lidt efter lidt vinder en saavidt klar afgrænsning, at den kan træde frem i nogenlunde tydelige omrids. Ligesom det ældre kongedømmes udvikling til det centraliserende enevælde gik langsomt, skridt for skridt, saaledes behøvede ogsaa raadets udvikling sin tid.
I Sverige omtaler saaledes Uplandslagen, der blev stadfæstet 1296, medlemmerne af kongens raad som en egen klasse af rigets stormænd, og andre love forudsætte dettes tilværelse som saadan.[1] I Norge ere derimod lovene langt mere ubestemte i sine ytringer om dette emne. Alligevel skimter det igjennem disse, at der paa Magnus Lagabøters tid har bestaaet et kongeligt raad, og at kongen jævnlig har raadført sig med dettes medlemmer ved afgjørelsen af vigtigere anliggender. Men hvorvidt raadet har været afgrænset til et fast medlemsantal, saaledes som det muligens omtrent samtidig har været tilfældet i Sverige,[2] og hvorledes det for øvrigt har været organiseret, derom meddele lovene intet vink, uden forsaavidt det i 19de kapitel af Magnus Lagabøters hirdskraa[3] siges, at lendermændene i almindelighed vare »kongens høieste raadgiveres, og at kongens kansler stod ved deres side som en af hans »høieste raadgivere inden hirden«. Om den sidste siges det ogsaa udtrykkelig, at han skulde hafa sik sem iðuligast nær konungs rádum.
Her nævnes saaledes udtrykkelig kongens raadgivere. Paa de øvrige steder i lovene, hvor disse maa antages at være mente, ere udtrykkene langt mindre bestemte. Der heder det kun, at kongen skal raadføre sig med sine gode mænd, med de bedste mænd o. lign., ja, undertiden endog blot med sine venner. Raadgivernes hele stilling paatrykkes derved et præg af ubestemthed, og deres forhold til kongen bliver efter lovens ord en mellemting mellem et offentligt og et privat. Dette viser, at institutionen endnu
