stod en snevrere kreds inden rigets stormænd, udenfor hvilken kongen kun sjelden indlod sig paa at vælge sine raadgivere. Som saadanne kan man bl. a. tænke sig de mænd, hvis navn udtrykkelig anføres ved kongens side i de omtalte forordninger, ved hvilke Danehoffet fik sin første ordning. Foruden disse enkelte navngivne paaberaabes ogsaa »de bedste mænd af riget, baade lærde og læge«, en formel, hvortil der ogsaa i Norge kan opvises sidestykker.
Tiltrods for de forskjellige forhold, som bestode i alle disse lande, ser man saaledes der overalt en ensartet udviklingsgang, forsaavidt der til kongedømmet sluttede sig en mer eller mindre afsluttet kreds af raadgivere, der med dettes personlige repræsentant havde at deltage i afgjørelsen af rigets vigtigere anliggender. Denne kreds var altid valgt mellem rigets stormænd, verdslige eller geistlige. Kongedømmet kunde ikke undvære en saadan. Hvad enten det lykkedes det at beseire enhver modstand, eller det maatte lempe sig efter forholdene, havde det overalt stillet ved sin side et raadgivende kollegium, der igjen tildels støttedes af de leilighedsvis sammentrædende større forsamlinger, og hvis medlemmer netop vare hentede fra de klasser i samfundet, som paa disse øvede den største indflydelse. I sine grundtræk fremvise altsaa disse raadskollegier en stor ensartethed i de forskjellige lande, som et af de vigtigste organer i den efterhaanden udviklede monarkisk-aristokratiske samfundsorden, medens deres fremtidige udvikling for øvrigt blev en meget forskjellig.
Norge var, som det senere vil vise sig, omtrent samtidigt med de to andre nordiske lande i udviklingen af et konge- ligt raad, – ja tildels endog maaske et stykke foran disse. Forholdene stillede sig ogsaa i vort land gunstige for en saadan. Den voldsomme indre kamp, for hvilken landet endnu i den første halvdel af det trettende aarhundrede var skuepladsen, havde jo som sit endelige resultat hidført en ny tingenes orden, der frembød mange berøringspunkter med den, der samtidig efterhaanden grundfæstedes i Europas vestlige stater. Norges indre forhold og exemplerne udenfra virkede begge i samme retning. Landet stod ikke udenfor den almindelige europæiske udvikling, og saaledes var det naturligt, at de behov, der fremkaldtes af de indre forhold, fandt en stærk støtte i denne. Spirerne til et kongeligt raad vare forud tilstede, men skjød rimeligvis en
