været den personlige yndest, hvori han og hans kloster stode hos kongefamilien.
Orknøjarlens deltagelse i raadet er ligeledes noget nyt. Ogsaa hans stilling var en saadan, at han, naar han var personlig tilstede i Norge, maatte være berettiget til at deltage i dettes forhandlinger. Da dette imidlertid ikke ofte indtraf, er der intet paafaldende i, at vi ikke fra den foregaaende tid have efterretninger om, at Orknøjarlerne have været med i raadet. Erngisl Sunessøn var i 1353 netop udnævnt til jarl. Han havde før været medlem af det svenske rigsraad og kom nu ind idet norske raad, uagtet han fremdeles vedblev at have sit hjem i Sverige, da hans nye værdighed »neppe indbragte ham andre fordele end den tomme rang«.[1] Saaledes har den heller ingen reel betydning for spørgsmaalet om Orknøjarlens forhold til rigsraadet. Derimod bragte den ham i en ganske eiendommelig dobbeltstilling, forsaavidt han paa samme tid blev medlem af begge rigers raad, Norges som Sveriges, medens der for øvrigt endnu med megen omhu sørgedes for at holde dem skarpt ud fra hinanden.
Ganske bleve dog ikke disse grænser i alle tilfælde overholdte. Saaledes optraadte hr. Orm Eysteinssøn i Marts 1351 som repræsentant for Norge ved et svensk møde af raadsherrer og andre betydelige mænd, der holdtes af dronning Blanche i Jönköping.[2] Der fattedes der beslutning om at laane til rigernes behov af de til den pavelige tiendesamler indkomne penge, og det overdroges for Norges vedkommende til hr. Orm og abbed Arnulf at modtage disse. Den sidste har saaledes rimeligvis allerede paa denne tid været medlem af det norske raad. For øvrigt havde den hele foranstaltning et eget præg, og det er navnlig ikke klart, med hvad bemyndigelse drottseten derved optraadte. Det er endog muligt, at han paa grund af de besiddelser, han kan have havt i Sverige, har indtaget en lignende dobbeltstilling som Erngisl Sunessøn.[3]
