Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/20

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
4

forekommer et permanent eller continual council, som holder daglige møder og i dem besørger de løbende regjeringsforretninger. Dette sammensattes af indehaverne af de efterhaanden opstaaede høiere rigsembeder, men havde ved siden deraf tillige en saa ubestemt karakter, at det ogsaa kunde optage andre, alt efter kongens personlige vilje. Tillige savnede det en skarp afgrænsning fra det saakaldte consilium magnum, bestaaende af rigets notabler i større eller mindre antal. Det beholdt dog inden dette sin selvstændige plads som et consilium in consilio. Ligeledes besørgede det snevrere raad den egentlige administration under kongens personlige ledelse og forberedelsen af de sager, som skulde forhandles i det store raad. Ogsaa i England modtog det kongelige raad i snevrere forstand i tidens løb forskjellige udvidelser og saadanne forandringer i sin organisation, som bleve nødvendige ved statssamfundets udvikling.[1]

En lignende udvikling af et kongeligt raad som den, der foregik i de nævnte lande paa det europæiske fastland, fandt ogsaa sted i Norges nabolande. For Sveriges vedkommende har man rimeligvis allerede fra tiden mellem 1222 og 1230 en antydning af, at et kongeligt raad var i begreb med at udvikles, idet en person omtales som consilarius i et diplom, der er henført til et af de nævnte aar. Imidlertid er det dog først femti aar længere nede i tiden, mellem 1280 og 1290, at man hyppigere finder raadet nævnt i love og brevskaber, men rigtignok da paa en maade, der med bestemthed synes at vise, at det er bleven betragtet som en af rigets faste institutioner, og at dets medlemmer regnedes for en egen klasse mellem dettes stormænd.[2]

I Danmark finder man ligeledes til samme tid, fra slutningen af det 13de aarhundrede, de kongelige raader nævnte i offentlige dokumenter paa en maade, som antyder, at de allerede paa den tid have været betragtede som en

  1. R. Gneist, Das heutige englische verfassungs- und verwaltungsrecht, I, s. 122 flg.
  2. Smlgn. Oscar Alin, Bidrag till svenska rådets historia under medeltiden, I, s. 4, hvor forf. har sammenstillet de ældste sikre vidnesbyrd om forekomsten af et kongeligt raad i Sverige før aar 1300, – og samme forf., Om svenska rådets sammansätning under medeltiden, s. 1.