kiets side repræsenterer statssamfundets enhed, og tillige betragte det som en monarkisk institution. Men en saadan opfatning er ikke udtømmende. Om ogsaa raadet i sin første udvikling har kunnet støtte sig til monarkiets interesser og behov, har det samtidig ogsaa fundet en støtte i de høieste samfundsklassers trang til at have en snevrere repræsentation, der tager del i rigets styrelse. Saaledes maa raadet ligesaa meget betegnes som en aristokratisk institution. I de forskjellige lande har dets stilling været en meget afvekslende. Men ligesom dets første fremvækst næsten i alle tilfælde frembyder store ligheder, saaledes har det dog ogsaa altid bevaret visse grundtræk fælles.
I Frankrige fandtes allerede fra begyndelsen af det ellevte aarhundrede en kreds af kongelige raadgivere, der under navne som curia eller consilium regis, – curia palatii eller curia Franciæ bistode kongen som hans høieste raadskollegium ved afgjørelsen af alle vigtigere statssager og ved udøvelsen af hans myndighed som rigets øverste dommer. I tidens løb maatte imidlertid disse tvende forretningsomraader udskilles fra hinanden. En adskillelse i denne retning antages allerede at være begyndt under Philip Augusts regjering, men er i alle fald først senere bleven helt gjennemført. De egentlige statssager forhandledes efter denne deling udelukkende i det saakaldte consilium regis, conseil du roi eller grand conseil, medens alle retssager overdroges til parlamentet, der samtidig udvikledes af den gamle curia. Denne ordning var allerede istandbragt af Ludvig den hellige og blev paa ny fastslaaet af Philip den smukke i 1302. Kongens raad var saaledes netop paa den tid, da det franske kongedømme stadig udvidede sin magt, bleven en fuldt udviklet institution, der havde sit bestemte omraade, og som senere stadig modtog forbedringer i sin organisation, medens ved dets side en anden fast kongelig institution varetog retsvæsenet.[1]
I England spores til samme tid en lignende bestræbelse i retning mod et fast kongeligt raad. Formynderstyrelsen under Henrik III har der maaske bidraget til at paaskynde dannelsen af et saadant, og under Edvard I
- ↑ L. A. Warnkönig und L. Stein, Französische staatsgeschichte, I, s. 337 flg. og 395 flg.
