tende aarhundrede. Saa godt som paa alle omraader af det offentlige liv savnede riget evnen til at fortsætte den nye udvikling. Dets aristokrati gik skridt for skridt tilbage, ude af stand til at indtage den samme stilling, som dets jævnbyrdige i andre lande, som den første rigsstand. Geistligheden, der skulde have staaet ved dets side, som den anden rigsstand, kunde heller ikke hævde en saadan stilling. Under det hanseatiske handelsaag stansedes enhver selvstændig udvikling af de norske stæder og af en levedygtig borgerstand. Almuen led ogsaa under det samme aag. Med aristokratiets indsvinden tabte den sine gamle tilvante ledere, som en gang havde talt dens sag paa dens vegne. De gamle thing vare heller ikke mere, hvad de havde været; forsaavidt der ytrede sig en bestræbelse for at skaffe almuen en politisk repræsentation – om overhovedet dette udtryk her tør anvendes – da blev det kun ved famlende forsøg. Om en organisation af folket efter stænder og en dermed følgende deltagelse i det offentlige liv er der i Norge saa godt som ikke tale. De spirer, der forud fandtes til saadanne stænderforsamlinger, som de, der efterhaanden udvikledes i Europas øvrige lande, døde her bort uden at kunne slaa rod. Paa dette omraade var der i Norge saa godt som intet liv.
Kongedømmet stod alligevel ikke ganske alene. Ved dets side udvikledes der ialfald én offentlig institution, der holdt sig langt ned i tiden, gjennem mere end to aarhundreder, og først endelig forsvandt sammen med rigets selvstændighed. Dette var det kongelige raad, senere almindelig kaldet rigets raad. Oprindelig udviklet som en monarkisk institution, blev dette rigsraad paa grund af omstændighedernes medfør gjennem en længere tid ved siden deraf en repræsentation for rigets aristokrati, ligesom ogsaa for dets høiere geistlighed. Udviklingen af dette raad er næsten helt igjennem knyttet til rigets forfaldstid. Det er dermed ogsaa givet, at den ikke kunde naa meget vidt. Men den har sin interesse som et af de faa forsøg, der gjordes i vort fædreland paa at skabe nye politiske institutioner i lighed med dem, der i den senere middelalalder voksede frem i andre af Europas lande, hvor raadets udvikling tildels stod i nærmeste sammenhæng med udviklingen af en stænderforfatning. Overalt, hvor et saadant raad udvikledes, tør man deri se en institution, der ved monar-
