Det trettende aarhundrede som afgjørende overgangstid. – Udviklingen af monarkisk-aristokratiske institutioner i Frankrige, England, Sverige og Danmark. – Tilsvarende udvikling i Norge. – Bestemmelser i Magnus Lagabøters lovgivning om de tilfælde, i hvilke kongen skal høre sine raadgivere. – Kongesagaernes omtale af kongernes raadgivere. – De ældste antydninger af saadanne i samtidige diplomer. – Det kongelige raad nævnt i handelstraktaten med Lübeck af 1250. – Freden i Perth 1266. – Lendermændene i 1273 og 1277. – Mere lavbyrdige elementer i raadet. – Betydningen af den mere almindelige anvendelse af skriftlig forretningsorden. – Et kongeligt kancelli udvikles. – Geistlighedens høiere dannelse. – Forretningsdygtigheden faar større vægt. – Det mindre raad. – Udviklingen af et større raad hemmes allerede tidlig.
Det trettende aarhundrede er i Norges ældre historie en betydningsfuld overgangstid. Ved borgerkrigenes afslutning gik det seirende kongedømme mægtigt og anseet ud af kampen. Rigsenheden var under denne bleven udviklet og befæstet, og de tilbageværende levninger efter den gamle samfundsorden maatte bøie sig for den nye tid og lempe sig efter dens krav. Et nyt afsnit i rigets historie tog sin begyndelse, i hvilket det skulde vise sig, om Norge var istand til at følge den almindelige europæiske udvikling paa den bane, hvorpaa den nu slog ind. Tilsyneladende saa alt i begyndelsen lovende ud; men det varede ikke længe, forinden det viste sig, at virkeligheden ikke svarede dertil.
Med det fjortende aarhundrede begynder rigets aabenbare forfald at vise sig. I den følgende tid bliver dette større og større, indtil nedgangen naar sin yderste grænse i det seks-
