talen af mødet i Oslo antaget, at der foruden de nævnte treti herrer endnu skulde have været »en mængde« ansete høvdinger, som ikke førte titel af ridder, og som paa grund af sin stilling have været selvskrevne til ved denne leilighed at afgive møde. Men denne formodning er neppe ganske holdbar. At der paa denne tid har været flere riddere i landet end de, som nævnes i overenskomsten af 1319, er ganske sikkert. Enkelte af disse kunne have været tilstede i Oslo, medens andre ikke have kunnet eller villet foretage reisen til denne by. Ved sider af dem kan det ogsaa være rimeligt, at mange hirdmænd have givet møde, ligesom at mange saadanne ved denne tid vare spredte omkring i landet. Men dermed er det dog ikke givet, at der mellem disse netop har været en mængde af saadanne ansete høvdinger, der forsmaaede det tillæg i glans, som ridderværdigheden kunde give dem, og nøiedes med den arvede anseelse, som de havde mellem sine omgivelser. Saadanne personer vare vistnok til enhver tid meget sjeldne, og det er neppe berettiget at lægge for megen vægt paa de enkelte exempler, som anføres. Rimeligvis er det netop deres sjeldenhed, som har henledet opmærksomheden paa dem og foranlediget, at der er bleven gjort væsen af deres vægring ved at modtage en titel, hvilken de betragtede som laant fra udlandet og stridende mod de gode gamle norske sæder.
Om flere af de i overenskomsten nævnte mænd er der heller ingen særlig grund til at henregne dem til blomsten af landets aristokrati, og saa meget mindre kan man derfor antage, at der ogsaa udenfor kredsen af de mænd, som nævnes ved den store sammenkomst i Oslo, har været et større antal, som kunde henføres til samme. Om man ogsaa kan paavise enkelte saadanne, har dog i alle fald deres tal ikke været synderlig stort. Naar kong Haakon skulde uddele ridder-værdigheden eller optage folk i sin hird, maatte han vistnok ofte stige ned til saadanne ætter, som om de end maatte regnes til aristokratiet, dog indtoge en temmelig tilbagetrukken stilling. De bestemmelser, som denne konge gav i 1308 om hirdmændenes forsørgelse, vise, at han ikke kan have stillet store fordringer til denne klasse i økonomisk henseende. Forsaavidt vedkom ridderne, er det endog muligt, at han netop har lagt an paa at forøge disses antal og derved hæve det lavere aristokrati.[1] Naar det saaledes berettes, at han i 1316 paa en gang slog fem og
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 108.
