tyve riddere,[1] er det overhovedet neppe muligt, at disse alle have tilhørt blomsten af det norske aristokrati. Her som ellers vil det vistnok være det sikreste at se det 14de aarhundredes norske aristokrati i et mere nøgternt lys, og ikke af dets medlemmers titler at lade sig forlede til at betragte dem som mere, end de virkelig vare. Som en stand af store godsbesiddere kunde de blot for en del betragtes, og om de fleste af dem kan det antages, at de ikke have havt betydelige eiendomme.
Om den af kong Haakon anordnede tolvmands-styrelse tales der i overenskomsten af 1319 ikke et ord. Kun rigsraadet i sin almindelighed nævnes i denne. Man kjender ikke engang navnene paa de mænd, som inden kong Haakons død af ham maa være blevne udnævnte til at være dattersønnens formyndere. I det ovenfor (s. 119) omtalte brev af 20de April 1319 er der vistnok gode grunde forhaanden til at antage, at man har navnene paa otte af de tolv. Med hensyn paa de øvrige fire medlemmer af formynderstyrelsen haves derimod ingen op-lysning som denne. Dog er der nogen rimelighed for, at et diplom af 21de Juni 1320 i denne henseende kan give den ønskede veiledning. Dette er nemlig udstedt i Bergen af Ingebjørg »med Guds miskund kong Haakons datter, hertuginde i Sverige«, med følgende otte herrer, kapelmagisteren hr. Finn Haldorssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, mærkesmanden hr. Paal Erikssøn, hr. Bjarne Audunssøn, hr. Guthorm Kolbjørnssøn, hr. Finn Agmundssøn, hr. Jon Bjarnessøn, og hr. Ivar Agmundssøn.[2] Af disse, som alle maa have tilhørt raadet, uagtet det ikke udtrykkelig siges, nævnes Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn og Guthorm Kolbjørnssøn i brevet af 1319, og det ligger saaledes nær, at de øvrige fem have været deres kolleger i formynder-styrelsen.[3] En af dem kan i dette tilfælde have fulgt efter hr. Hafthor Jonssøn, der allerede var død, medens de andre fire fra først af have havt sæde i denne paa grund af den udnævnelse, de havde faaet af kong Haakon. Med undtagelse af kapelmagisteren nævnes de alle i overenskomsten af 1319.
- ↑ Annales Islandici, s. 208.
- ↑ Dipl. Norv. II, no. 137.
- ↑ At hr. Finn Agmundssen var en af de tolv formyndere, kan maaske ogsaa sluttes deraf, at det var ham, som i 1321 forlangte Ulf Saxes søns udlevering af de Svenske og i den anledning traadte i forbindelse med det svenske raad. Sml. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd. I, s. 39 flg.
