relse, som landet havde havt i den nærmeste tid efter hans faders død, der nu havde bevæget ham til at udgive nye bestemmelser om landsstyrelsen under en konges umyndighed.
Ifølge denne retterbod skulde formynder-styrelsen bestaa af tolv medlemmer, af hvilke fire altid maatte være tilstede hos den umyndige konge. Af dem skulde kansleren altid være den ene og mærkesmanden den anden, hvorhos to biskoper med dem skulde vaage over kronens guld og sølv. Medens de fire saaledes skulde «sidde i kongens gaard»,[1] skulde de øvrige otte, som ikke vare jafnan innan garðs, hver paa sin kant føre tilsyn med sysselmændenes forvaltning og paase, at disse behandlede almuen vel, saaledes at enhver fik sin ret. Styrelsen skulde betragtes, som om den udøvedes af alle tolv, hvilke derfor ogsaa kaldtes rikisstjórnar menn. En gang om aaret – om det behøvedes, ogsaa oftere – skulde alle de tolv og desuden de to biskoper samles for at afgjøre alle vigtigere anliggender, baade med hensyn til rigets inden- og udenlandske forhold. Afgjørelsen skulde ske með allra þeirra ráði efter stemmeflerhed. Dog synes det, som om alderen har gjort udslaget, hvor stemmerne stode lige. Ved samme. Leilighed skulde der ogsaa af de fire aflægges regnskab for deres forvaltning og for kronens indtægter, ligesom man skulde undersøge konungsdomsins liggjandi fé. I tilfælde af afgang skulde de tolv supplere sig selv. Forsømmelige embedsmænd skulde indstævnes og dømmes enten af samtlige tolv eller af de fire með allra þeirra ráði. Hirden skulde sværge lydighed til de tolv formyndere. At uddele navnebøder var disse forbudt; de kunde saaledes ikke gjøre nogen til ridder (eller baron).[2] Dersom den afdøde konge efterlod en datter, som ved hans død var gift eller senere blev dette, skulde hendes mand være den første i riget i henseende til rang og værdighed. Næst ham skulde enkedronningen være; om hende siges, at hun skulde fylgja rikisins ráði.
Bestemmelsen om, at der foruden de tolv endnu skulde være to biskoper, der toge del i styrelsen, synes med bestemt-
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 63.
- ↑ Aschehoug har i Norges offentlige ret, I, s. 11, udtalt, at ridderværdigheden i Norge ifølge sin sammenhæng med hirden ikke kunde meddeles af nogen anden end kongen, ja ikke engang af en formynderregjering. Rimeligvis maa dog dette udvides derhen, at ogsaa hertugen har havt ret til at udddele denne værdighed, skjønt rigtignok kun inden de ved hirdskraaen optrukne snevre grændser. Smlgn. Norges gamle love, II, s. 400 flg.
