hed at vise, at det maa have været kongens tanke, at de øvrige ikke skulde tages mellem denne klasse. Derimod kan der i den neppe have ligget nogen hindring for, at f. ex. kapelmagisteren var en af de tolv. Heller ikke er det rimeligt, at andre end den foregaaende konges raadgivere skulde kunne faa plads mellem formynderne. Da retterboden ikke giver nogen oplysning om, hvorledes disse første gang skulde vælges, maa det have været forudsat, at dette var noget, som tilkom den regent, der havde en umyndig arving, og at der altsaa til enhver tid maatte træffes bestemmelse derom i dennes levende live. Kong Haakon selv befandt sig i dette tilfælde og maa allerede i længere tid før sin død have havt opfordring til at give en saadan bestemmelse og opnævne de mænd, som skulde være formyndere for hans umyndige dattersøn.
Kong Haakons anordninger om formynder-styrelsen kunne egentlig blot siges at have beholdt sin fulde gyldighed faa uger efter hans død. Den, som maaske mest bidrog til at faa dem forandrede, var hans egen datter, Ingebjørg, enke efter den svenske hertug Erik og moder til Norges nye konge, barnet Magnus Erikssøn. – I hendes faders formynderstyrelse var der ikke holdt nogen plads aaben for hende. Da hun imidlertid ved hans død befandt sig i en omtrent lignende stilling, som enkedronningen ved Magnus Lagabøters død, maa hun alligevel have anseet sig berettiget til at indtræde mellem sin søns formyndere, og efter den almindelig herskende opfatning blev det ogsaa vanskeligt at holde hende udenfor. Hun stod nu ved siden af sin umyndige søn som den eneste repræsentant for kongeætten og kongedømmet og traadte derfor, saasnart hun var kommen til Norge, som det synes uden modstand, ind imellem hans formyndere. Hertuginden kom derved paa en maade til at staa ved siden af disse. Saaledes viste der sig allerede nu en feil ved den ordning af formynder-styrelsen, som var indført ved retterboden af 1302, idet denne ikke nævnte et ord om den stilling, som den umyndige konges nærmeste mandlige eller kvindelige slægtning skulde indtage i statsstyrelsen, men kun dvælede ved den rang, en kongedatters mand skulde have. Saafremt kong Haakon har betragtet sin egen moders stilling i den forrige formynder-regjering og hendes derpaa følgende indflydelse over hans ældre broder som mindre heldig, vilde han neppe have ønsket en gjentagelse. Idet han undlod at give udtrykkelige bestemmelser herom i retterboden af 1302, har det rimeligvis været hans tanke at udelukke en umyndig konges
