til sammensætningen af det kongelige raad i denne tid, der for øvrigt maa have været et af de vigtigste afsnit i dets udvikling. Ligesom før 1308, synes ogsaa nu flere lagmænd at have havt sæde i raadet. Sigurd Jonssøn, Guthorm Kolbjørnssøn og Thrond Halvardssøn havde saaledes denne stilling. Derimod kan man neppe med P. A. Munch[1] gaa ud fra, at de ovenfor (s. 118) nævnte fehirder maa have hørt til raadet. Dette ligger ikke i brevets ord eller indhold. Den ene af dem, Eindride Simonssøn, var tillige lagmand i Bergen. En lagmand, som blev meget anvendt i kong Haakons sidste aar, uden at man derfor kan henføre ham til raadets medlemmer, var Ottar i Thrøndelagen.
’Af de høiere embedsmænd, der i denne sidste del af kong Haakons regjering hørte med til raadet og tillige ved kongens side toge del i besørgelsen af de løbende forretninger, havde kansleren, hr. Aake, allerede staaet i tjenesten fra den tid, kong Haakon var hertug.[2] Fra 1308 havde han i sira Ivar Olafssøn en medhjælper som vicekansler, og da denne efter hans død rykkede op i hans sted som kongelig kansler, fra 1314, blev det endog udtrykkelig bestemt, at for fremtiden en af hirdpresterne altid skulde være vicekansler.[3] Hensigten dermed var den, at der hos kongen altid kunde være tilstede en kansler, selv om embedets egentlige indehaver ved sine øvrige forretninger hindredes fra at ledsage kongen. Uagtet udviklingen stedse mere gik i retning af at skabe først flere, siden kun en enkelt kongelig residents, færdedes nemlig kongen fremdeles meget paa reiser, og her var det ikke altid let for kansleren at ledsage ham, da denne tillige var provst ved Mariakirken i Oslo og som saadan havde andre forretninger at varetage. Alligevel sees det, at kongen fortsatte med den sædvane, han allerede før 1308 i større udstrækning havde anvendt, at lade andre medlemmer af sin raadgiverkreds udføre kanslerens forretninger. Saaledes har man fra 1301 til 1307 en række kongebreve, som ere forseglede af hr. Snare Aslakssøn, og fra 1311 til 1313 en lignende, ved hvilke hr. Bjarne Audunssøn besørgede forseglingen.[4] Der findes neppe engang noget kongebrev, der er
