Saaledes havde det kun mindre betydning, om denne titel fremdeles vedblev at være i brug. Den anvendtes derhos i Sverige og Danmark og blev derfor ogsaa vanskeligere at afskaffe, medens baron- og lendermands-navnet var noget for Norge særeget, hvortil der i disse to lande savnedes sidestykker. Saaledes kunde dette saa meget lettere forsvinde.
Efter 1308 var altsaa kongen forsaavidt fri i valget af sine raadgivere, som han ikke længere havde nogen forpligtelse til at tage baroner og riddere, men kunde vende sig, hvor han. vilde. Herved maatte altsaa forskjellen mellem de enkelte klasser af kongens raadgivere falde bort, ligesom med det samme forpligtelsen til at høre det større raad blev at betragte som ophævet. Medens baron-værdigheden ophævedes, adskiltes ridder-værdigheden ganske fra raadgiver-stillingen. At være ridder blev et, at være medlem af kongens raad noget andet, og naar man i det følgende tid ser, hvorledes dette mere og mere kommer til at bestaa af mænd, der ikke vare riddere, da er dette noget, som maa føres tilbage til retterboden af 1308. Hvad kongerne tidligere i mindre udstrækning havde gjort, blev nu mere almindeligt. Men herved maa man ligesaa lidt, som i kong Haakons første aar, gaa ud fra, at det var »kotkarles sønner«, som paa denne maade trængte ind i raadet. Om ogsaa kongen for fremtiden efter lovgivningens ord havde fuld frihed, var der dog ogsaa nu grænser, ud over hvilke han ikke faldt paa at gaa. I denne henseende maa det norske kongedømmes demokratiske tendens ikke opfattes i moderne forstand. Raadet blev fremdeles efter sin sammensætning en aristokratisk institution, skjønt kongen nu langt mere uhindret end før kunde tage dets medlemmer fra en videre kreds. Retterbodens virkninger have fra denne side forholdsvis været af mindre betydning. Langt vigtigere vare de, forsaavidt den afsluttede det snevrere raads udvikling og bestemt skilte dette ud fra det større, der nu endog skulde være betragtet som fuldstændig ophævet. Tillige blev det nu fastslaaet, at om kongen ogsaa for eftertiden lagde stor vægt paa at tage sine raadgivere af de »gode ætter«, og navnlig nødig undlod at tage hensyn til medlemmerne af landets mest høibyrdige slægter, saa skulde dette dog være noget, som de skyldte kongen og ham alene. Et synligt tegn herpaa blev i fremtiden de mange, som uden endnu at have opnaaet ridder-værdigheden kom ind i raadet.
Gaa vi nu fra betragtningen af retterbodens betydelige
