kongernes ret til selv at bestemme sine raadgivere, medens der paa den anden side viste sig trang til at uddanne et mindre, men fastere raad, – da kan man forstaa, hvad der drev kongen til at udstede retterboden af 1308, og hvad dermed var hans hensigt. Raadet var som begyndende institution udviklet i monarkiets interesser. Paa grund af forholdene havde derefter aristokratiet gjort det til sit organ, medens kong Haakon atter lige fra sin thronbestigelse synes at have arbeidet paa at bringe det i den stilling, hvori denne forkjæmper for vidtgaaende monarkiske idéer ønskede at se det. Retterboden af 1308 afsluttede nu dette hans arbeide.
At afskaffe raadet laa ikke i kong Haakons tanke. Ligesom han selv i den første del af sin regjeringstid netop stadig sees at have anvendt dette, saaledes forudsætter han ogsaa i retterboden, at det fremdeles skulde bestaa, men rigtignok fra nu af kun som det første led i den monarkiske administration, ikke som selvstændig repræsentant for et høibyrdigt aristokrati.[1] Retterboden af 1308 staar paa denne maade i nøiagtig overensstemmelse med, hvad der sikkert synes at fremgaa af kong Haakons optræden med hensyn til raadet i sine første regjeringsaar.
For baronernes vedkommende synes kongen at have gaaet ud fra, at han for at undgaa alle videre krav ikke kunde nøies med noget mindre end at ophæve den hele titel. For riddernes vedkommende gik han derimod ikke videre end til at berøve dem deres stilling som hirdstyrere. Uagtet man nok i hans stærkt udtalte frygt for fremtidige overgreb fra baronernes side tør have grund til at se ialfald nogen overdrivelse, kan han dog have været ledet af ganske vægtige hensyn, da han gjorde denne forskjel mellem de to hidtilværende klasser af kongedømmets selvskrevne raadgivere. Det stod fremdeles for den almindelige bevidsthed, at baronerne vare en umiddelbar fortsættelse af den gamle lendermandsklasse, og man havde neppe glemt de af dem repræsenterede traditioner. Sammenhængen mellem riddere og skutilsvende var derimod neppe saa stærkt fremtrædende; ialfald var det sidste navn paa denne tid neppe synderlig bekjendt, medens baronerne fremdeles hyppig nævnes med sit gamle værdighedsnavn. Ridderne vare forsaavidt mere en nydannelse, og naar de tabte sin ret til at være hirdstyrere, da maatte denne klasse endnu mere forandre sin tidligere karakter.
- ↑ Smlgn. s. 88.
