virkninger for det kongelige raads endelige udvikling over til at undersøge, hvilke følger den havde for aristokratiet i dettes almindelighed, da viser det sig snart, at Keysers og Munchs opfatning af disse ikke kan være den rette. Aschehoug, som ellers har den store fortjeneste at have bragt den tidligere betragtningsmaade af vort gamle aristokrati over til mere nøgterne synspunkter, og som i modsætning til disse forfatteres uklare anskuelser har vist veien til at finde den rette maalestok for dette aristokratis stilling mellem sine omgivelser, har med hensyn til dette punkt udtalt meninger, der nærme sig stærkt til Munchs ytringer om det dødbringende slag, som Haakon V skulde have ført mod det gamle ætte-aristokrati.[1] Imod disse tre forfattere staar Sars alene med sin mening, hvorefter lendermands-værdighedens ophævelse skulde være en ganske betydningsløs begivenhed, der ikke kan tillægges synderlig større vægt end enhver anden forandring i hoffets rang- og titelvæsen.[2] Hvis hans ord havde været mindre skarpt fremsatte, vilde de have været endnu mere beføiede. Thi med hensyn paa aristokratiet maa det vistnok tildels være berettiget at antage, at hvis retterboden af 1308 ikke paa det nærmeste havde været overflødig, saa havde den ogsaa været magtesløs. At tilintetgjøre et aristokrati er ikke noget, som sker ved en enkelt administrativ forordning, og saafremt denne ikke simpelthen fastslaar et forhold, som allerede i virkeligheden er indtraadt, vil den blive magtesløs.
En sammenligning mellem retterboden af 1308 og adelsloven af 1821 maa her ligge nær. Saafremt denne sidste havde været given for at ramme et mægtigt feudalaristokrati, der var i besiddelse af store politiske rettigheder, kunde den ikke have opfyldt sin hensigt. Hvad der tillod loven af 1821 at virke paa den maade, som den har gjort, var kun det, at den fastslog resultatet af det norske samfunds demokratiske udvikling ved at ophæve nogle privilegier, som ikke stode i overensstemmelse med denne og derhos paa ganske enkelte undtagelser nær blot havde liden reel betydning. Havde landet paa den tid besiddet en talrig adelsstand, vilde der ikke ved loven været gjort noget skaar i dennes sociale stilling, og den kunde fremdeles længe have hævdet en stor politisk indflydelse, hvis
