Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/103

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
87

Saaledes bliver det end mere forklarligt, at han, om han har havt noget saadant til hensigt, ikke har kunnet fremkalde en almindelig bevægelse mod den nye konge fra hele aristokratiets side.

Selv bortseet fra spørgsmaalet om den ledende mands personlighed, kan man alligevel ikke antage, at udsigterne for en aristokratisk reisning have været meget gunstige umiddelbart efter kong Eriks død. Allerede landets forhold lagde her store hindringer i veien for en samlet optræden. En af de høibaarne mænd hørte hjemme ved landets nordligste, en anden ved dets sydligste grænse, og der kunde gaa maaneder hen, forinden den ene kunde faa svar fra den anden. Mellem de spredte høvdingsæder var forbindelsen ikke let, maaske heller ikke hyppig, og om de store ætter ogsaa forenedes ved sit fællesskab i politiske interesser, kunde de igjen saare let splittes ved stridende personlige interesser. Ved Magnus Lagabøters død havde alt været saa gunstigt for aristokratiet, som muligt. Høvdingerne vare da netop sammenkaldte til et stort møde, og regjeringen var tilfaldt et barn. Da Erik Magnussøn døde, synes kun ganske faa af raadets medlemmer at have været nærværende, og der stod en fuldmyndig thronfølger færdig til at overtage arven og hævde den som bærer af det monarkiske princip. Ved hurtig handling fra hans side kunde overmaade meget udrettes, og det lader ogsaa til, at den nye konge har forstaaet dette og indrettet sig derefter.[1] Kong Haakon synes virkelig her at have forekommet alle forsøg paa at hindre hans thronbestigelse. Efterat denne var en fuldbyrdet kjendsgjerning, slog han sit hovedslag mod høiadelen ved at fængsle hr. Audun. Forsøget med bagefter at opstille en ny thronprætendent faldt uheldig ud og ledede kun til nye ydmygelser for kongens modstandere. Aristokratiet kom for sent og synes i alle tilfælde at have været det underlegne.

Mellem de ældre lendermænds og de nye rigsbaroners mod-

    tør gaa ud fra, at begge disse brødre have hyldet de samme politiske anskuelser, kan dette ialfald vise, at de først efter enkedronningens død have trukket sig tilbage paa den af Munch formodede maade. Her gjælder imidlertid det samme, som stadig maa haves for øie under studiet af disse tiders historie, at hvor fristende det end kan være at konstruere den røde traad, som gaar derigjennem, saa mindes manalligevel hvert øieblik ved kildernes yderst mangelfulde beskaffenhed om, at dette ikke er let, maaske ikke engang muligt.

  1. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 324 flg.