Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/104

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
88

standskraft overfor kongedømmet bliver der paa denne maade en iøinefaldende forskjel. Efter den store forandring, der som en følge af udviklingen i det trettende aarhundrede var foregaaet med det norske aristokrati, havde dette efter Magnus Lagabøters død for første gang faaet anledning til at vise, hvorvidt det kunde gjenerobre sin gamle politiske indflydelse paa grundlag af de nye samfundsforhold, – hvorvidt det kunde fravriste kongedømmet udbyttet af dettes seier og anvende dette til bedste for sine interesser, og hvorvidt det kunde magte sin nye stilling. I 1280 var magten i det norske samfund ganske let gaaet over til aristokratiet, som havde benyttet denne til at udkjæmpe en strid med hierarkiet. Fra kongedømmets side gjordes foreløbig intet forsøg paa at gjenvinde, hvad det havde tabt, og aristokratiet vedblev ialfald for de kongelige landsdeles vedkommende indtil 1299 at nyde magten. Først i det sidste aar blev det her sat paa en mere alvorlig prøve, da kong Haakon optog sine forfædres program for kongedømmets egen regning. Uagtet aristokratiet allerede forud var i besiddelse af stor magt og indflydelse, og stillingen saaledes skulde være til dets fordel, synes det dog at være gaaet forholdsvis let for kong Haakon at sætte sin vilje igjennem. Tildels kan dette forklares af indre splittelser mellem aristokratiets første medlemmer; men denne forklaring hjælper ikke helt. Udfaldet af dette første sammenstød vidner ialfald ikke om, at aristokratiet var istand til at udnytte de fordele, som samfundets udvikling havde budt det under den foregaaende regjering, saasnart det fra kongedømmets side mødte en mere bestemt modstand. For denne maatte det falde tilfode, skjønt det ikke kan have været med stor villighed. Af den følgende tids historie viser det sig, at der fremdeles sad megen modstandslyst igjen, men at evnen ikke stod i noget forhold dertil.

Som en følge af den store forandring, som paa denne maade indtraadte i kongedømmets og aristokratiets gjensidige forhold, maatte ogsaa raadets stilling fra nu af med nødvendighed blive en anden. Hvad derom høres under den nye konge, viser, at dette ogsaa blev tilfældet, og naar raadet netop i Haakon Magnussøns tid træder hyppigere frem end tidligere, da ligger grunden vistnok for en stor del deri, at kong Haakon netop, medens han søgte at berøve det sin selvstændige myndighed som repræsentation for aristokratiet, saa meget oftere anvendte det som overordnet led i det af ham afhængige monarkiske regjerings-maskineri. Det er.saaledes i kong Haakons dage raadets