hans regjering. Han slap imidlertid betydelig lettere derfra ond hr. Audun og var faa aar efter paa ny medlem af raadet.
I den modstand, som kong Haakon paa denne maade mødte ved eller straks efter sin thronbestigelse, har man efter al sandsynlighed et vidnesbyrd om, at ialfald en del af aristokratiets mægtigste medlemmer betragtede regjeringsskiftet som indeholdende en fare for sin magt, som en indledning til en tid, hvori styrelsen skulde ledes efter helt andre grundsætninger. Enten kunne de derved alene have holdt sig til, hvad de havde seet af Haakons styrelse i hans hertugdømme, eller ogsaa har denne umiddelbart efter sin thronbestigelse foretaget handlinger, der maatte vække betænkeligheder hos magthaverne fra hans broders tid. Men det forsøg, som disse nu gjorde, blev tillige en maalestok for det indbyrdes forhold mellem kongedømmets og aristokratiets magt. Forsaavidt er det lærerigt at betragte disse begivenheder noget nøiere.
Kongedømmet blev ogsaa denne gang det seirende. Ligesom hierarkiet under den foregaaende regjering havde maattet ligge under i kampen mod aristokratiet, der optog kongedømmets program, saaledes blev det nu aristokratiet, der laa under, da det vilde prøve kræfter med kongedømmet. Om netop hr. Audun Hugleikssøn var den mand mellem medlemmerne af Norges høibyrdige storætter, der var bedst skikket til at staa frem som sine standsbrødres leder under en saadan kamp, er noget, hvorom nutiden ikke kan dømme. I sagnet staar han som en voldsom og herskesyg personlighed, og det er ikke heller umuligt, at der har været andre pletter ved hans karakter og offentlige færd, der have gjort det lettere for hans fiender at komme ham tillivs og til samme tid have fjernet mange fra ham, der ellers naturlig vilde have staaet paa hans side.[1]
- ↑ Smlgn. hvad P. A. Munch anfører (Norske folks historie, IV, 2, s. 286) om, at hr. Bjarne Erlingssøn efter formynderstyrelsens ophør trak sig mere tilbage fra hoffet, hvor paa samme tid hr. Audun blev den alt beherskende. Munchs mening er her vistnok fremsat med større bestemthed, end kilderne skulde tillade; men den kan derfor være vel beføiet. Rigtignok stod hr. Bjarne i formynderstyrelsen samtidig med, at hr. Audun ansaaes for at være dennes høieste medlem (s. 49, note 2); men forholdet mellem dem behøver ikke derfor at have været hjerteligt, og der kan efterhaanden være opstaaet en stedse større kjølighed, som har ledet til, at hr. Bjarne trak sig tilbage. Imidlertid kan det ikke sættes ud af betragtning, at hans broder, hr. Vidkunn Erlingssøn, ogsaa efter formynderstyrelsens ophør i 1285 nævnes som medlem af »det egentlige raad« (s. 60). Saafremt man
