Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/434

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
386
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

Retsgyldighed, og de ti Herrer, der satte sine Segl paa, blandt hvilke man med Vished veed, at Erkebiskoperne og Steen Benedictssøn have været, kunne hermed alene have haft til Hensigt at sikkre Udkastet mod Forfalskning, for det Tilfelde at der senere skulde blive Spørsmaal om at drage det frem igjen og benytte det ved nye Forhandlinger om denne Sag. Først ved at reenskrives paa Pergamentet i de sex Exemplarer, som Udkastet antyder, og forsynes med de her foreskrevne Segl, vilde Acten faa bindende Kraft. Men saadanne Gjenparter have aldrig været udstedte, og selv om Udkastets Tilværelse vidste kun de færreste nogen Beskeed, førend Erik af Pomern i 1425 lod tage en verificeret Afskrift deraf. Saaledes blev ingen Unions-Act oprettet, uagtet dette aabenbart havde været Dronningens Hensigt. Aarsagen dertil lader sig ikke tilfredsstillende forklare. Man kan tænke sig, at Sagen har mødt en uformodet Modstand hos enkelte indflydelsesrige Mend i Rigerne, og at Dronningen selv ej har været tilfreds med Bestemmelserne, der ikke gik ud paa en saa fuldstendig Sammensmeltning af Rigerne, som hun maaskee havde tilsigtet, og at hun heller valgte at stille Sagen i Bero, end at gaa ind paa, hvad hun fra sit Standpunktalene maatte betragte som halve Forholdsregler; man kan endelig tænke sig, at Modet hastigt er bleven afbrudt ved et pludseligt Overfald af Vitaliebrødrene, og at der siden er kommet Hindringer i Vejen for Gjenoptagelsen af de afbrudte Forhandlinger. Vist er det kun, at ingen Unionsact endnu kom istand, og at det eneste, som ved dette Møde i Kalmar udrettedes til Rigernes nærmere Sammenknytning, men som i sig selv var vigtigt og betydningsfuldt nok, var Kongens Kroning for alle tre Riger paa een Gang. Det er saaledes urigtigt, naar man forestiller sig Kalmar-Unionen i 1397 som en virkelig Unionsact, en formelig Overeenskomst mellem Deputerede fra alle tre Riger om Foreningens Vilkaar. Unionen bestod kun i Felles-Kroningen, og man kan maaskee endog med større Ret regne Unionen fra Modet paa Falsterbod og ved Lindholm 1395. Men da hiin Felles-Kroning dog paa den mest iøjnefaldende Maade betegner Unionens factiske Tilværelse, ville vi ikke afvige fra den nu næsten hevdede Skik, at regne Foreningens Stiftelse fra dette Møde i Kalmar, og nærmest fra denne Kroning, der saaledes aabner et nyt Tidsrum i vort Fedrelands Historie.