for Nidaros, Njotarø, Hovedøens og Hamars Kirker, ligesom en vis Thore Breid erholdt et Canonicat i Oslo, og Erkebiskopen bemyndigedes til at dispensere ti uegte fødte Geistlige i hans hele Provins fra den Plet, som klæbede ved dem[1]. Men man seer heraf, at hvad der drejede sig om Erkepresten af Oslo, var Hovedsagen, og saaledes bliver det sandsynligt, at det var ham selv, som modtog Brevene og var tilstede ved Curien, især da vi ej længe efter finde ham som en af den pavelige Sexaarstiendes Undercollectorer; formodentlig var det og i Anledning af denne Collectionssag, at han var reist derned. J det følgende Aar maa, som allerede ovenfor er omtalt, Bertrand de Sueioliis og Raimund de Lamena være sendte til Curien i Anledning af Russernes Herjetog i 1323, og da vi af Biskop Audfinns ovenfor anførte Skrivelse til Erkebiskopen see, at Magister Paal Baardssøn, som tidligere skulde have været der for at repræsentere Biskop Audfinn i den forventede Proces med Apostelkirkens Klerker, men som, da denne Strid blev mindeligt bilagt, fik Tilladelse til i den Tid at fuldføre sine Studier i Orleans, alligevel noget senere, mod Slutningen af 1325, opholdt sig ved Curien som Audfinns Agent, maa vi næsten formode at Audfinn havde sendt ham did i den bestemte Hensigt at modarbeide de kongelige Gesandters Bestræbelser for at faa Geistligheden skatlagt. Dette kan ikke de kongelige Gesandter paa sin Side have undladt at meddele Drottseten, og saaledes maatte det spendte Forhold altid vedblive. Erkebiskopen synes under hele denne Strid at have holdt sig neutral, ja endog snarere at have heldet til Drottsetens Side, forsaavidt det kunde skee uden at vekke Forargelse. Vi have allerede seet flere Exempler paa, at Erkebiskopen ikke ubetinget gav Biskop Audfinn Ret i hans altfor heftige Fremferd mod de kongelige Klerker, og man kan næsten læse mellem Linjerne i hans Brev, at han i sit Hjerte slet ikke holdt med ham. I Aaret 1325 støde vi paa en formelig Tvist mellem dem begge, skjønt med Bibehold af alle den ydre Høfligheds Former. En Knarr var kommen fra Grønland til Bergen, ladet med grønlandske Varer, og Biskopen fordrede Tiende af de ombord værende Kjøbmænd, men nogle af disse, der hørte hjemme i Throndhjem, paastod at de ej havde at betale Tiende andensteds end der. Biskopen blev ikkedestomindre ved sit, og oppebar Tienden, men lod den dog af Opmerksomhed for Erkebiskopen for det første kun oplegge i Erkebiskopsgaarden i Bergen til videre Opgjør, og tilskrev ham derom (24de Juli) med al Høflighed. Erkebiskopen svarede strax (5te August), ligeledes høfligt og med Maadehold, men dog saaledes at uagtet han endog takkede Biskopen for hans Opmerksomhed, en
- ↑ See Langes Klosterhistorie, ep. 417, 438, 445, 443, 424, 440.
