Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/942

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
924
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

men Thorstein Eyjulfssøn og Olaf benaadedes siden fuldkommen, da Kong Magnus holdt sin Søns Bryllup med Margrete Valdemarsdatter. Vel siges dette udtrykkeligt kun om Thorstein, men af hvad der senere berettes, seer man, at Benaadningen blev dem begge til Deel; saavel Thorstein som Olaf Peterssøn fik nemlig ej alene sin Frihed, men bleve begge udnævnte til Hirdstjorer og Sysselmænd, Thorstein paa Sønderlandet og Østlandet, Olaf paa Nordlandet og Vestlandet; derhos beskikkede Kong Magnus Thorstein til Lagmand i de to sidstnævnte Fjerdinger og overdrog ham Fuldmagt til at beskikke en Lagmand paa Sønderlandet[1]. Hvad der bevirkede dette pludselige Omslag i Kongens Sindelag, nævnes ikke; formodentlig maa han dog have indseet, at Smid Andressøn og Jon Skraaveiva havde forløbet sig. Maaskee det ogsaa bidrog noget hertil, at Biskop Jons Sag nu stod kjendeligt slettere end før. I 1361, kort efter den mislykkede Forliigsprøve, drog han over til Norge og tilbragte Vintren i Throndhjem, men fik, siges der, ingen Bistand hos Erkebiskop Olaf. Sammenhængen hermed er gaadefuld, da Erkebiskopen dog selv havde udvalgt ham til Biskop. Man har neppe andet at gjette paa, end at Erkebiskopen nu selv havde begyndt at mistænke det Brev, Jon overbragte ham fra Paven, for at være uegte. Saa meget er vist, at der ikke findes noget saadant Brev indført i de pavelige Regester fra den Tid, der dog ellers just for de Aar ere meget fuldstændige. Men nogen sikker Slutning kan man dog ikke drage heraf, da det viser sig, at endog de fuldstændigste Regester ikke indeholde alle fra Curien udgaaede Breve.

Ogsaa i Hole Biskopsdømme havde der været Ufred og Uorden: Den forhen omtalte, talentfulde Munk Eystein Asgrimssøn var især -Aarsag deri. I Aaret 1354 drog Biskop Gyrd til Norge, og kort efter ham Broder Eystein, uvist i hvad Erende. Gyrd kom tilbage i 1356, men Eystein ikke førend i 1357 og var da af Erkebiskopen beskikket til at visitere paa Island i hans Navn, i Forening med den throndhjemske Chorsbroder Eyjulf Brandssøn, der var i Følge med ham. Saadanne Visitatorer plejede altid at komme Biskoperne til Ulejlighed og deres Sendelse altid at afstedkomme Ubehageligheder. Saaledes gik det ogsaa her. Mellem Biskop Gyrd og Visitatorerne begyndte der strax nogle smaa Knubberier, der siden gik over til aabenbart Fjendskab. Der kan neppe være nogen Tvivl om, at Broder Eystein havde benyttet sit Ophold i Norge til at indynde sig hos Erkebiskopen paa Biskop Gyrds

  1. Thorstein Hallssøn og hans Kammerater, altsaa vel de Geistlige, døde, siges der i de isl. Annaler S. 304, samme Aar; Thorstein Hallssøn den 14de April (sst. S. 304).