blev nærmere bestemt, vides ikke. Efter al Sandsynlighed blev det ved det gamle, thi der spores i den efterfølgende Tid ingen Forandring i Grændseforholdene mellem Norge og Rusland. Kun i en Lovbog, der sandsynligviis har tilhørt Drottseten, finder man en Optegnelse indført om de af os tidligere (IV. I. S. 104) omtalte Vedtægtsgrændser for Skatkrævningen. Men Drottseten havde dog nu i alle Fald for det første faaet Fred og Sikkerhed mod de nordlige Grændser, saavel for hele Riget, som for sine egne udstrakte Ejendomme. Dette var og, som det synes, det vigtigste, han i sin Embedstid som Drottsete og Rigsforstander udrettede med Hensyn til de ydre Forhold.
Det er allerede af det foregaaende temmelig klart, at Norge saavel i geistligt som verdsligt Henseende i det Hele taget lige siden Kong Haakons Død stod sig meget vel med Curien. Der møder os kun en eneste Misforstaaelse, hvis Aarsag allerede hidrører fra Handlinger, Kong Haakon i fin sidste Regjeringstid havde tilladt fin„ og om hvilken vi savne fuldstændige Efterretninger, men som alene synes at have været hurtigt forbigaaende, og ikke have efterladt varige Følger. Pavelige Breve – vor eneste Kilde i denne Sag – oplyse os om, at Kong Haakon, der attraaede Johanniter-Ordenens Besiddelser og derfor gjerne vilde faa Ordenens Medlemmer bort fra Landet, havde formaaet dens Stormester, Fulco af Villaret, til at tilskrive Prioren i Danmark (altsaa for Antvorskov Kloster) om, hvis det ellers var stemmende med Hospitalets Tarv, at bortbytte Ordenens Besiddelser i Norge mod Kongens Besiddelser i Danmark. Dette kan vel neppe forstaaes anderledes, end at Hospital-Klosteret paa Varna ganske skulde nedlegges og Klostergodset tilfalde Kongen, imod at Ordenen til Gjengjeld fik det Jordegods, som Kong Haakon havde arvet efter sin Moder, skjønt rigtignok det meste af dette ifølge Tractaten til Helsingborg skulde tilfalde den danske Krone. Men da Prioren ikke vilde indlade sig paa et saadant Bytte, der, som han paastod, førte til stor.Skade for Hospitalet, blev Kongen opbragt, jagede alle Brødrene ud af Riget, og tog Klostergodset uden Videre i Besiddelse. Herover blev der naturligviis strax klaget til Paven, og Følgen deraf
nævnte Possadnik Bartholomæus kaldes i Tractaten „Olphormøy“, fordi Navnet paa Russisk udtaltes Varfolomej, hvilket fordrejedes til Valforomej, Valfromej, Alforomej, Alformej o. s. v. Han nævnes ogsaa i den svenske Tractat af 1323 som Alforineus. „Eustathius“, paa Russisk udtalt Jevstafij eller Ostafij, kaldes i Tractaten Ostaphius: han nævnes ej sjelden paa denne Tid. „Savolotshje“ skrives i Tractaten „Sauløke“.
