Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/936

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
918
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

Fordeel. Biskopens Stridighed og Urolighed var det vel, som siden endog kostede ham Livet, da han, som vi i det følgende ville see, blev dræbt i Aaret 1382 eller 1383.

Imidlertid vare formodentlig ogsaa de øvrige Dattersønner og Arvinger af Malise Jarl voxede til. De vare Henrik af St. Clair og Malise Sperra. Af disse var den sidste et meget uroligt Hoved; han var, som vi allerede have seet, paa fedrene Side af svensk Herkomst og formodentlig nær beslægtet med Erngisl Jarl. Naar han allerførst traadte frem, vides ikke; men man erfarer kun senere om ham, at han gjorde Fordring paa Jarldømmet, vakte mange Uroligheder, og navnlig tilegnede sig Fru Herdiis Thorvaldsdatters efterladte Jordegods, uvist med hvad Ret. Dog ligger sandsynligviis dette udenfor vort nærværende Tidsrum. Ogsaa Henrik af St. Clair optraadte først senere. Men hans Ætt havde allerede faaet Fodfeste paa Øerne, thi i Aaret 1364 omtales en Thomas af St. Clair som den norske Konges Sysselmand (ballivus) paa Øerne, altsaa formodentlig som Haakon Jonssøns umiddelbare Formand; og ligesaa, i Forbindelse med ham, en Alexander af St. Clair[1]. Denne Familiens Fodfeste paa Øerne maa have været en Følge af Villjam St. Clairs, Henriks Faders, Giftermaal med Malise Jarls Datter. Siden blev den, som vi ville see, den herskende Ætt paa Øerne.

Til Begivenhederne paa Færøerne i det heromhandlede Tidsrum kjender man slet intet. Paa Island herskede det fremdeles megen Forvirring og Uro. Det er nævnt, at Kong Magnus i 1354 havde bortforpagtet hele Øen med Skatter og Skylder for tre Aar til Ivar af Holm, med Titel af Hirdstjore, medens der saagodtsom ingen Biskop var i Landet, da Biskop Orm paa Hole endnu samme Aar drog over til Norge, og Gyrd i Skaalholt Aaret efter. Tilstanden paa Landet synes at have været sørgelig. Foruden at han og hans Mænd sikkert udsugede det, saa godt de kunde, herskede der ogsaa i 1355 en skrækkelig Frost, der varede næsten til Midtsommerstider, og ikke et Skib kom til Island. Efter

  1. Brev, dateret Kirkevaag 22de Jan. 1364, indført i „Registrum Aberdonense“, I p. 107. Det er et Skjøde eller Afstaaelsesbrev, udstedt af „Bernardus de Rowle, dominus de Foleroule in civitate de Kirkwaw“ af hele Gaarden eller Jorden „Foleroule“ idet vel altsaa maa ligge paa Orknø) til mane Herre“ Hugo af Ross, Herre til Fylorth. Blandt Vidnerne nævnes de tvende Sinclairer, derhos ogsaa en Euphemia af Stratherne, „en af Arvingerne efter afgangne Malise Jarl af Katanes“. Hun var rimeligviis en af hans Datterbørn og sandsynligviis nærmest hørende til Huset Ross, hvor Navnet Euphemia var meget brugeligt: Hugo af Ross, der i Brevet omtales, var maaskee en Søn af Villjam af Ross og Malises Datter Isabella, s. o. S. 318.