skulde bo og være ved gammel norsk Lov, saaat ingen af Kongens Sysselmænd, Lagmænd eller Ombudsmænd eller hver enkelt af dem selv skulle tiltale nogen anden der i Landskabet uden efter norsk Lov“; ligesaa gav han dem „kvitte og ledige for den Nevnd og Ledingsferd som Magnus Gregoriussøn har paabudt iblandt dem saavelsom for al den Sag, hvori de desformedelst kunne være komne“. Naar man nu veed, at denne Magnus Gregoriussøn i Aarene 1354–57 og maaskee længere var Befalingsmand i det tilgrændsende svenske Landskab Dalarne[1], saa kan man godt forstaa, hvorledes det hele er gaaet til, og hvad Jemtelendingerne have klaget over. Magnus Gregoriussøn maa, uvist med hvad Hjemmel, af Kong Magnus have faaet Befaling over Jemteland, idetmindste paa den Tid, da Kongesønnen Erik gjorde Opstand, og maa have søgt at gjøre svensk Lov gjeldende og overhoved at inddrage Landet under Sverige, hvad der og i sig selv kunde have noget for m„ forsaavidt som det i geistlig Henseende lød under Uppsalas Biskopsstol. Men Indbyggerne, skjønt de just heller ikke, især i senere Tider, udmerkede sig ved nogen synderlig Hengivenhed for Norge, maa dog denne Gang have modsat sig ethvert Forsøg paa Forsvenskning, siden der endog hentydes til, at de ved Ulydighed mod Magnus Gregoriussøns Paabud strengt taget vare forfaldne til Straf. Sandsynligviis havde de nu for Øje de Anmasselser paa Almuens Bekostning, som de svenske Frelsemænd paa denne Tid tillode sig, og frygtede, at det samme Uvæsen ogsaa vilde skee hos dem, om de unddroge sig det norske og underkastede sig det svenske Herredømme. Det vilde ellers have været af særdeles Interesse nøje at kjende den norske Lov, som var gjeldende i Jemteland. Thi uagtet man vel maa antage, at den almindelige Landslov af 1274 ogsaa var udstrakt dertil, maa den dog have været noget modificeret efter de særegne Forhold; endog den Omstændighed, at det almindelige Thing ej holdtes ved Midtsommertider, men omkring den 12te Marts, var en stor Afvigelse fra det sedvanlige. Og naar der i den nysanførte Forordning udtrykkeligt tales om „forn og gammel Lov“, skulde man næsten fristes til at tro, at den eldre Frostathingslov her er meent, hvad der dog ikke kan forholde sig saaledes, da vi andensteds fra vide med Bestemthed, at Kong Magnus’s Lov gjaldt i Jemteland. Hiin Benævnelse kan derfor alene betegne, at selv denne Lov nu ansaaes for gammel i Sammenligning med de mange nyere Paafund, som i de senere Tider vare indførte[2].
