De fleste af de her nævnte kongelige Ombudsmænd tilligemed Biskoperne dannede Kongens Raad, der forsamlede sig hos ham ved vigtigere Sagers Afgjørelse og til større Bekræftelse af de afgjorte Sager satte fine Segl med Kongens for de derom udferdigede Breve. Men det er fremdeles uvist, om dette Raad, saaledes som det oprindeligen var Tilfeldet, bestod af et vist Antal Medlemmer, eller om alle kongelige Mænd, der indtog en vis Stilling, navnlig alle Hirdstjorer og Sysselmænd, vare selvskrevne dertil. Man skulde være tilbøjelig til at antage det sidste, fordi vi, ved at undersøge de forskjellige Breve, hvor Raadsmedlemmerne nævnes, finde saa mange forskjellige Personer omtalte, at deres Antal idetmindste overstiger tolv, der ellers ved et begrændset Tal plejede at være det sedvanlige. Desuden synes det, som om alle Riddere i og for sig nu maatte være selvskrevne til at deeltage i Raadsforhandlingerne, da disse dog egentlig kun vare en Modification af de gamle Hirdstevner, hvorved Skutilsveinerne, eller, som de senere kaldtes, Ridderne, i sin nysnævnte Egenskab af Hirdstjorer vare faste Bisiddere, en Ret, der neppe kunde betages dem[1]. Men til nogen
- ↑ Anderledes kan det nysnævnte Sted i Hirdskraa neppe forstaaes. Lendermændene skulde efter Cap. 19 „være Kongens største og højeste Raadgivere, og ligeledes inden Hirden i alle vigtige Sager“. Her skjelnes mellem to Slags Anliggender, dem, der vedkom Riget i Almindelighed, og dem, der vedkom Hirden. Med de første kunde alene Lendermændene befatte sig; men i de sidste maatte ogsaa Skutilsveinerne, ifølge hine Udtryk i Cap. 24 og Betydningen af Ordet „Hirdstjore“, have en Stemme. Nu var Lendermandsverdigheden siden 1308 og dermed den egentlige selvskrevne Raadsherreverdighed i Statssager afskaffet for nogen Undersaat, men den inden Hirden, som Hirdstjoreverdigheden medførte, maatte dog vedblive for Ridderne, og da nu i Tidens Løb den Skik var bleven gængse, at Statssager mestendeels afgjordes ved Hirdmøder, maatte deraf følge, at Ridderne, naar de vare tilstede, ogsaa havde en Stemme ved Afgjørelsen som „Kongens Raadgivere inden Hirden“, især da Ridderne gradviis synes at have nærmet sig Lendermændenes Stilling, idetmindste hvad ydre Anseelse angaar. Men naar vi tillige ved Siden af Ridderne see flere Svene som Raadsherrer, maa dette enten have været ifølge særskilt Kaldelse, eller staa Grund af de Embeder, de beklædte. Det sidste er aabenbart det sandsynligste, og man kan vel næsten med Sikkerhed antage, at enhver Hirdstjore, Fehirde, Sysselmand og Slotshøvedsmand tillige deeltog i Raadets Forhandlinger og kaldtes Raadsherre, naar han ved saadan Lejlighed var hos Kongen. De Raadsherrer, der efter 1355 udtrykkeligt omtales som saadanne eller kunne skjønnes at have indtaget denne Verdighed, ere, foruden Biskoperne, den 29de Septbr. 1361 Hr. Sigurd Hafthorssøn og Hr. Agmund, ved Forhandlingerne 1369 om Stilstanden Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Jon Thoraldessøn, Hr. Ulf Holmgeirssøn, Hr. Ulf Jonssøn, Thorgaut Jonssøn, Lodin Eivindssøn, Alf Haraldssøn; i 1370, foruden de ovennævnte, Hr. Agmund Finnssøn, Hr. Erik Ketilssøn, Hr. Jon Hjerne, Hr. Narve Ingevaldssøn, Laurents Bjørnssøn, Gaute Erikssøn, Kolbein Ketilssøn, Baard Eivinds-
