Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/890

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
872
Magnus Eriksſøn og Haakon Magnusſøn.

Rige med dette. Trods Harald Haarfagers Herkomſt og Udgang fra Øſtlandet var dog dette egentlig blevet erobret af og fra Thrøndelagen, thi aldrig ſaaſnart havde han ſat ſig i Beſiddelſe af denne, førend han erklærede den for ſit Riges Hoveddeel; derfra erobrede han de øvrige Kyſtlandſkaber, hvis Beſiddelſe ſiden ſatte hans Ætlinger iſtand til at gjenvinde Øſtlandet, da dette gjentagne Gange faldt fra for at ſlutte ſig til det Rige, hvortil det tidligere havde hørt; og det var hovedſageligt fra Throndhjem af, at deres Fylker bleve gjenvundne for Norge[1]. Nu maa man viſtnok antage, at i den lange Tid, Riget havde beſtaaet ſelvſtændigt og udgjort en Eenhed, al Erindring om at have tilhørt og end mere al Længſel efter at tilhøre noget andet Rige end Norge var ganſke udſlettet hos Øſtlandets Indbyggere, ligeſom de ogſaa forlængſt havde Skriftſprog og Inſtitutioner tilfælles med de øvrige Nordmænd; men det var dog umuligt, at de, iſær i de Tider, hvor Sprogene laa hinanden nærmere, ſkulde have følt ſig ſaa fremmede lige overfor Gøter og Daner, ſom Thrønderne eller Veſtlendingerne, og naar nu Thrøndelagen og Veſtlandet ophørte at udøve den politiſke Indflydelſe ſom forhen, maatte Følgen ogſaa blive, at Øſtlandet droges nærmere hen til de Grændſe-Landſkaber, med hvilke det nu efter ſaa lang Tids Forløb atter havde faaet fælles Konge. Og formedelſt den næſten viljeløſe Ærbødighed, hvormed man over hele Riget hengav ſig under Kongemagtens Styrelſe, kom nu ogſaa det Nordenfjeldſke til at rette .ſig efter den fra Hoffet og Øſtlandet angivne Tone. Dette maa man nøje have i Erindring for ret at kunne forſtaa den følgende Tids Begivenheder. Mange ſammenſtødende Omſtændigheder havde gjort, at den egentlige norſke Nationalfølelſe var ſvekket, og, idetmindſte hos de Toneangivende, ſaagodtſom afløſt af en dunkel Foreſtilling om at tilhøre en ſtørre, fælles nordiſk National-Eenhed.

Det var en Følge af Foreningen med Sverige, det hyppigere Samkvæm med Danmark og Tydſkland, og de Forandringer, der havde gjort ſig gjeldende i Krigsvæſenet, at nu ogſaa enkelte Forandringer i de kongelige Ombudsmænds Stilling, tildeels endog i deres Benævnelſe, gjorde ſig gjeldende. For det førſte ſpillede de faſte Slotte en ſtørre Rolle

  1. Olaf den hellige gik vel, ſom Harald Haarfager fordum, ud fra Øſtlandet, fordi han der egentlig hørte hjemme, men nogen rigtig Magt fik han ikke over det, førend han havde underkaſtet ſig Thrøndelagen og ſat ſig faſt der. Hans Forgængere Haakon den Gode og Olaf Tryggvesſøn gik begge ud fra Thrøndelagen, ligeſaa hans Søn Magnus den gode, og det var fra Thrøndelagen, at han ſelv ſiden virkede ſom Helgen til at holde Norges enkelte Landsdele ſammen og ſtyrke Nationalfølelſen.