Rige med dette. Trods Harald Haarfagers Herkomst og Udgang fra Østlandet var dog dette egentlig blevet erobret af og fra Thrøndelagen, thi aldrig saasnart havde han sat sig i Besiddelse af denne, førend han erklærede den for sit Riges Hoveddeel; derfra erobrede han de øvrige Kystlandskaber, hvis Besiddelse siden satte hans Ætlinger istand til at gjenvinde Østlandet, da dette gjentagne Gange faldt fra for at slutte sig til det Rige, hvortil det tidligere havde hørt; og det var hovedsageligt fra Throndhjem af, at deres Fylker bleve gjenvundne for Norge[1]. Nu maa man vistnok antage, at i den lange Tid, Riget havde bestaaet selvstændigt og udgjort en Eenhed, al Erindring om at have tilhørt og end mere al Længsel efter at tilhøre noget andet Rige end Norge var ganske udslettet hos Østlandets Indbyggere, ligesom de ogsaa forlængst havde Skriftsprog og Institutioner tilfælles med de øvrige Nordmænd; men det var dog umuligt, at de, især i de Tider, hvor Sprogene laa hinanden nærmere, skulde have følt sig saa fremmede lige overfor Gøter og Daner, som Thrønderne eller Vestlendingerne, og naar nu Thrøndelagen og Vestlandet ophørte at udøve den politiske Indflydelse som forhen, maatte Følgen ogsaa blive, at Østlandet droges nærmere hen til de Grændse-Landskaber, med hvilke det nu efter saa lang Tids Forløb atter havde faaet fælles Konge. Og formedelst den næsten viljeløse Ærbødighed, hvormed man over hele Riget hengav sig under Kongemagtens Styrelse, kom nu ogsaa det Nordenfjeldske til at rette .sig efter den fra Hoffet og Østlandet angivne Tone. Dette maa man nøje have i Erindring for ret at kunne forstaa den følgende Tids Begivenheder. Mange sammenstødende Omstændigheder havde gjort, at den egentlige norske Nationalfølelse var svekket, og, idetmindste hos de Toneangivende, saagodtsom afløst af en dunkel Forestilling om at tilhøre en større, fælles nordisk National-Eenhed.
Det var en Følge af Foreningen med Sverige, det hyppigere Samkvæm med Danmark og Tydskland, og de Forandringer, der havde gjort sig gjeldende i Krigsvæsenet, at nu ogsaa enkelte Forandringer i de kongelige Ombudsmænds Stilling, tildeels endog i deres Benævnelse, gjorde sig gjeldende. For det første spillede de faste Slotte en større Rolle
- ↑ Olaf den hellige gik vel, som Harald Haarfager fordum, ud fra Østlandet, fordi han der egentlig hørte hjemme, men nogen rigtig Magt fik han ikke over det, førend han havde underkastet sig Thrøndelagen og sat sig fast der. Hans Forgængere Haakon den Gode og Olaf Tryggvessøn gik begge ud fra Thrøndelagen, ligesaa hans Søn Magnus den gode, og det var fra Thrøndelagen, at han selv siden virkede som Helgen til at holde Norges enkelte Landsdele sammen og styrke Nationalfølelsen.
