Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/886

Denne siden er korrekturlest

868

Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

urd da var meget syg, og det maa være fra Raumarike og i Sigurds Navn, at han havde foranstaltet de Indbetalinger til Oslo Fehirdsle, hvorom Brevet melder. En anden Hirdmand, der ogsaa nævnes hyppigt, og som sendtes snart hid, snart did, var Thorgaut Jonssøn, der synes at have haft hjemme i Borgesyssel, men derhos haft ikke ubetydelige Besiddelser paa Raumarike, og i Oslo Syssel, og paa Vestfold^[1]. Han nævnes allerførst i 1353, og da var han i Dronning Blanche’s Tjeneste. I Februar 1358 beskikkedes han med Lagmanden paa Oplandene Sigurd Erikssøn og fire andre Hirdmænd til at dømme paa Njardarhov paa Ringerike mellem en af deres Kamerater, Eiliv Thorbjornssøn, og en Kone, som han uretteligen havde ladet fangne. I 1369 nævnes han mellem de Raadsherrer, der paa Akershuus beseglede Fuldmagten,for de Gesandter, der da sendtes til Tydskland, og i 1370, den 14de Mai, i Bergen, var han med Lagmanden og fire andre Hirdmænd kongelig beskikket Dommer i en Arvesag mellem Munaan Stumpes Sønner og en Fru Margrete. Aaret efter blev han, som vi ville see, Hirdstjore paa Island, hvorfra han vendte tilbage i 1373; endnu i 1380 finde vi ham som Vidne ved en Delegang paa Myrehvarven. Hans og Holte Gunnarssøns Liv afgive saaledes gode Exempler paa, hvorledes Hirdmændene bleve anvendte paa forskjellige Kanter af Landet. Af den nysomtalte Eiliv Thorbjørnssøns Fremferd see vi ogsaa, hvilken Myndighed de kunde tiltage sig, og hvor haardt de stundom maa have behandlet Bønderne. Thi uagtet han vist ikke var Sysselmand, havde han dog ladet hiin Kone fængsle og dertil

↑ Af hans opbevarede Seglaftryk sees, at han maa have tilhørt den Ætt, som senere kaldtes „Smør“. I 1359, i Tunsberg, kjøbte han 1 Mk. Bool i øvre Fiskeim paa Eiker. (Dipl N. IV. 397). I 1370, den 17de Marts, paa Nesøen i Asker hos Jon Thoraldessøn, lod han sig for Gjeld pantsette 2½ Mk. Bool i Kraakebol i Gausdal (ssteds II. 405). Han skjenkede i Øres B. i Vinjarval paa Raumarike til Sudreims Kirke, og for hans og hans Hustru Gerthruds Sjæl gav deres Svigersøn Benedict Nikolassøn med Samtykke af sin Hustru Ulfhild paa Bjordsin 3 Øres Bool i østre Anta til Rype Kirke (Biskop Eysteins Jordebog f. 79, 204). Hans Bo skyldte Tiende til Rode og Rygge Kirker (sst. s. 10). Altsaa maa man vel antage, at hans egentlige Hjem var paa disse Kanter. At de ovenomtalte Meddommere, der nævnes i de paaberaabte Breve, vare Hirdmænd, siges vel ej udtrykkeligt, men man kan see det af den blotte Omstændighed, at de vare Meddommere, thi Sager mellem Hirdmænd skulde, som det ovenfor er viist, alene paadømmes af Hirdmænd. Overhoved kan man være temmelig sikker raa, at de fleste Mænd, der nævnes som Udstedere af de mange opbevarede Breve fra de Tider, det vil sige som Vidner ved den Act, der herved constateredes, vare Hirdmænd, naar det ej udtrykkeligt siges, at de kun vare Lagrettesmænd. Idetmindste gjelder det dem, der nævnes først, og man kan endog være aldeles sikker derpaa, naar de nævnes før en Sogneprest, altsaa indtog Rang over ham.

[1] Af hans opbevarede Seglaftryk sees, at han maa have tilhørt den Ætt, som senere kaldtes „Smør“. I 1359, i Tunsberg, kjøbte han 1 Mk. Bool i øvre Fiskeim paa Eiker. (Dipl N. IV. 397). I 1370, den 17de Marts, paa Nesøen i Asker hos Jon Thoraldessøn, lod han sig for Gjeld pantsette 2½ Mk. Bool i Kraakebol i Gausdal (ssteds II. 405). Han skjenkede i Øres B. i Vinjarval paa Raumarike til Sudreims Kirke, og for hans og hans Hustru Gerthruds Sjæl gav deres Svigersøn Benedict Nikolassøn med Samtykke af sin Hustru Ulfhild paa Bjordsin 3 Øres Bool i østre Anta til Rype Kirke (Biskop Eysteins Jordebog f. 79, 204). Hans Bo skyldte Tiende til Rode og Rygge Kirker (sst. s. 10). Altsaa maa man vel antage, at hans egentlige Hjem var paa disse Kanter. At de ovenomtalte Meddommere, der nævnes i de paaberaabte Breve, vare Hirdmænd, siges vel ej udtrykkeligt, men man kan see det af den blotte Omstændighed, at de vare Meddommere, thi Sager mellem Hirdmænd skulde, som det ovenfor er viist, alene paadømmes af Hirdmænd. Overhoved kan man være temmelig sikker raa, at de fleste Mænd, der nævnes som Udstedere af de mange opbevarede Breve fra de Tider, det vil sige som Vidner ved den Act, der herved constateredes, vare Hirdmænd, naar det ej udtrykkeligt siges, at de kun vare Lagrettesmænd. Idetmindste gjelder det dem, der nævnes først, og man kan endog være aldeles sikker derpaa, naar de nævnes før en Sogneprest, altsaa indtog Rang over ham.

[1]