nede Dronningen, men blev ikke forløst, førend Kongen havde aflagt Eeden. Uagtet der er liden Sandsynlighed i, at Kongen og Dronningen, saaledes som dette Sagn antyder, skulde ligesom have helliget sin førstefødte (og, som det siden viiste sig, eneste) Søn til St. Olaf, og bestemt ham til den geistlige Stand – thi det ligger næsten i Ordene[1] – maa dog forsaavidt nogen Sandhed ligge til Grund derfor, som Drengen øjensynligt ikke kan være blevet opkaldt efter nogen anden end St. Olaf, Norges Nationalhelgen; hverken Kongen eller Dronningen havde nogen nu levende eller nylig afdød Frænde, der heed Olaf, og selv om en saadan kunde paavises, vilde dog Kongens og Dronningens Fedre have været nærmere til at opkaldes. Ved at give Sønnen Navnet Olaf antydede saaledes Foreldrene idetmindste, at de stillede ham under St. Olafs Varetægt og haabede i ham at see Stamfaderen til en ny norsk Konge-Æt: et Haab, der dog ikke skulde gaa i Opfyldelse.
Ogsaa i Aaret 1371, under Kong Haakons Feldtog i Sverige, residerede Dronning Margrete paa Akershuus. Den Mand, som imidlertid synes at have besørget baade en Fehirdes og Cantslers Forretninger, var den svenske Klerk Henrik Henrikssøn, forhen Sogneprest til Thorstuna i Uppsala’s Diøcese og Kong Haakons svenske Cantsler. I 1363, da Kongerne Magnus og Haakon, maaskee fra Danmark af, søgte om flere Begunstigelser for sig og andre Personer hos Pavestolen, fik de ogsaa et Canonicat i Oslo bevilget for Vinalde Henrikssøn og et i Uppsala for Henrik Henrikssøn. Det var allerede da deres Hensigt at faa Vinalde til Norge og ansette ham ved det norske Cancelli, thi vi have seet, at Kongen allerede det følgende Aar overdrog ham Cantslerforretningerne, og formodentlig fik han vel ogsaa strax et Canonicat ved Marie Kirken, siden han fra den Tid af stedse kaldes „Herr Vinalde“. Hvis Hr. Provst Peter Erikssøn da var død, vilde vel Hr. Vinalde strax være bleven Cantsler, men Peter levede, som vi have seet, indtil hen i 1370, og imidlertid ophørte ogsaa Vinalde at bestyre Cantsler-Embedet. Man finder idetmindste intet af ham beseglet Kongebrev yngre end 1366, og han sees ikke at have deeltaget i Fredsunderhandlingerne i 1369 eller 1370. Faa Aar efter finde vi ham ogsaa slet og ret som Chorsbroder
- ↑ Der staar: „ok skal hánum þar kenna“, og ved Udtrykket „kenna“ menes ellers altid den geistlige Oplærelse. Men af en saadan Oplærelse fulgte jo vistnok ikke aldeles bestemt, at han endelig skulde blive geistlig, ligesaalidet som Kong Haakon Haakonssøn blev det. Muligt, at der alene sigtes til Gjenoptagelsen af den Skik, der siden synes at have været ufravigelig under Kong Sverres Dynasti, at den vordende Konge fik Klerkeoplærelse, og at Kong Haakon selv, for at gjøre Nordmændene desmere til Pas, har erklæret at ville følge den.
