Antal kjendes ikke, men vi have seet, at de begravedes ved Aas Kloster i nordre Halland. Kong Magnus’s nærmeste Slægtninger var hans Syster, Hertuginde Euphemia af Mecklenburg, der skal være død omkring 1370, og hendes Børn, af hvilke Sønnen Albrecht optraadte saa fjendtligt imod ham. Hans Halvbrødre, begge Porserne, vare døde allerede tinder Mandedøden, og de synes ikke at have efterladt sig Afkom. Naar hans Moder, Hertuginde Ingeborg, døde, vides ikke, det er kun vist, at man ej finder hende omtalt efter Midten af 1360, og saaledes oplevede hun vel neppe at see sin Søns Afsettelse, og Striden mellem ham og hendes Dattersøn Albrecht. Ved hendes Død maa de betydelige Besiddelser, hun havde i Norge, efter de sedvanlige Regler have været tilfaldne Kong Magnus som den nærmeste Arving. Kongehusets fjernere Frænder i Norge vare Hafthorssønnerne og deres Afkom, hvorom mere nedenfor. Ogsaa Dronning Blanche’s Frænder, Brødre eller Brodersønner, besøgte stundom, som vi have seet, Kong Magnus’s Hof og traadte for nogen Tid i hans Tjeneste[1], men formedelst det besynderlige Mørke, der hviler over det hele namurske Huus, kan man ikke nærmere angive noget om dem, ligesaalidt som om hvad det var for en Broderdatter eller Systerdatter (neptis d. e. Niece) af Blanche, hvis Haand i 1352 bestemtes for Grev Henrik af Holsten for at knytte ham nærmere til Kongehuset. Dronning Blanche levede, som vi have seet, siden Udgangen af 1359 næsten udelukkende i Norge, hvor hun endog paa sin Mands Vegne førte Regjeringen i hans Landsdeel, og det er ligeledes viist, at hun ikke, som det almindeligviis angives, døde i Kjøbenhavn strax efter Bryllupshøjtidelighederne, men levede i Tunsberg endnu i Juli 1363, og formodentlig er afgaaet ved Døden der sidst i September eller først i October. At hendes Character vistnok er bleven utilbørligt svertet af de senere svenske Skribenter, der skrev hundrede Aar efter hendes Levetid, og paavirkedes af den mest eensidige Parti-Aand, er allerede omtalt.
Ved Giftermaalet med Margrete Valdemarsdatter var Kong Haakon kommen i nøjeste Svogerskab med den danske Kongefamilie, og Kong Valdemars eneste Søns, Hertug Christophers, Død kort efter hans Bryllup gav denne Forbindelse en dobbelt Vigtighed. Thi om Danmark end ikke kunde siges at være et Arverige, forsaavidt som ingen bestemt Arvegang var fastsat, ansaaes det dog som faldende af sig selv, at Tronfølgeren valgtes af Konge-Ætten, og saaledes stode nu Margrete og hendes
- ↑ Nemlig Ludolf og Robert af „Amen“ (d. e. Namur) i Juni 1345, Ludvig af Naturer i November 1353 (Dipl. Norv. V. 181. IV. 364). Kong Magnus kalder dem alle tre sine „kjære Brødre“, det vil sige Svogere, men deraf kan man ikke see, om det var Blanches Brødre eller Brodersønner.
