Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/854

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
836
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

disse idelige Frem- og Tilbage-Ferder af Biskop Gottskalk, mellem Baagahuus og Stralsund, da ligger den Formodning nær, at han ikke havde med Hansedagen alene at bestille, men at han og skulde underhandle med Hertug Albrecht og hans Søn Kongen om Kong Magnus-’s Befrielse, og den Rolle, han spillede en Maaneds Tid senere, giver god Grund til at antage, at han ved Siden deraf ogsaa har taget sin egen Fordeel i Agt, og tilbudt hine Fyrster at skaffe dem bedre Betingelser, end de under nærværende Omstændigheder egentlig kunde vente, naar de vilde hjelpe ham til at komme i Besiddelse af den Biskopsstol, hvortil Paven havde kaldet ham, og i hvilken de nu ej kunde ønske at opretholde hans Medbejler Biskop Nikolas, der havde sat sig i Spidsen for Insurgenterne.

Naar Stæderne i det Erende, de medgav Biskop Gottskalk til Kong Haakon, udtalte det Ønske, at han vilde overvære Mødet paa Vordingborg, da havde de neppe noget Haab om at dette vilde skee, thi Gottskalk havde allerede underrettet dem om, at han ved Begyndelsen af August vilde være langt inde i Sverige, og da de nok maatte kunne vide, at der her var Tale om et Krigstog, maatte de ligeledes kunne begribe, at det umiddelbart for dette vilde være ham en Umulighed at begive sig ned til Danmark, om endog for nok saa kort Tid. Om hans Udrustninger vides forresten intet. Man synes at maatte antage, at han nu har faaet et tilstrækkeligt Antal Tropper fra Norge, og at flere af Sysselmændene, som Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Agmund Finnssøn, overhoved flere af de ved Mødet paa Baagahuus forsamlede Herrer, paa det nærmeste de samme, som var der Aaret forud, deeltog i Toget med deres Huustropper. Det er vist, at Hr. Jons yngre Søn Haakon Jonssøn ledsagede Kongen[1]. Desforuden maa man antage, at alle, eller de fleste Herrer, som vare dragne mod Stockholm i Spidsen for Insurgenthæren, fremdeles opholdt sig i Nærheden, og forenede sig med Kong Haakon; det var idetmindste Tilfældet med Hr. Erik Ketilssøn og begge Ulf Jonssønnerne[2]. Derimod blev Hr. Sigurd Hafthorssøn ikke med, ja han havde ikke engang været tilstede ved Mødet paa Baagahuus, og tilbragte nu den Tid, Krigstoget gik for sig, i Oslo, meget syg. Erkebiskop Olaf vendte ligeledes tilbage til Oslo, hvor han kort efter afgik ved Døden[3].

Allerede først i August stod Kong Haakon med sin Hær foran

  1. Dette sees deraf, at han den 24de August, kort efter Fredsslutningen, var med at besegle et Brev i Stockholm, hvorved Ridderen Leek Offradssøn pantsatte Jordegods i Vestergøtland til Hr. Erik Ketilssøn.
  2. Ogsaa disse Mænd beseglede det nysnævnte Brev.
  3. Dette, saavelsom Sigurd Hasthorssøns Sygdom, erfares af et Brev fra Kongens Klerk, Henrik Henrikssøn, hvorom mere siden. Den 6te Juli var Sigurd paa Raumarike, altsaa ikke hos Kongen. (Dipl. N. III. 372).