det udgaa en Opfordring til alle deres Landsmænd søndenfor Tiveden og Kolmorden om at gjøre fælles Sag med dem, og udtalte her i de sterkeste og mest uforbeholdne Udtryk, deres Forbittrelse mod Tydskerne og Kong Albrecht. „Vi klage“, skrev de, „for Gud og alle hans Hellige, alle gode Christne, Konger, Høvdinger, Herrer og Stæder, over den Vold og Uret, Trældom og Umildhed, som I og vi og hele Sveriges Almue har taalt af de tydske Mænd siden Hertugen af Mecklenburg og hans Søn Hr. Albrecht, der skulde være vor Konge, fik Magt over os; vi klage af vor højeste Nød, som vi nok kjende og kunne bevise hvor vi skulle, og som vi ofte have forestillet Hr. Albrecht, som vor Konge skulde være, men som er en ret Meeneeder, og med sin Fader en ret Forræder af Sveriges Rige, og hos hvem vi heller ingen Hjelp eller Lise have faaet, som aabenbart er over hele dette Land, og aabenbart skal være saa vide som Christendommen naar; og afsige vi os herved førnævnte Hr. Albrecht, hans Fader, og alle Tydskerne over hele Sverige, hvilke have os ilde handlet baade til Liv og Lemmer, og ville vi holde os under Gud og hans Moder Jomfru Maria og Rigets hellige Skytspatroner, samt under den ærlige og gode Herre Kong Magnus, uanseet at han er fangen, hvilken vi ville hjelpe af den Vaande med al vor Magt, og have det Haab til Gud, at vi med ham skulle blive under Ret og Lov. Med alle dem, der gjør fælles Sag med os, ville vi gladeligen leve og dø, dem derimod som modstaa os og ikke hjelpe os, ville vi nedslaa og fordærve, og agte lige ved de Tydske, saa længe en af os er i Live. Vil Rigsraadet sætte sig i Spidsen for os, da tage vi gjerne derimod, ville de ikke, da skal Skylden være deres, om end Skaden er baade deres og vor“[1]. At Udbruddet af denne Opstand virkelig var fremskyndet ved de Sendebud, der forrige Aar paa Kong Haakons Vegne havde været oppe i Sverige og dagthinget, har man saa meget mere Grund til at tro, som vi nu finde flere af dem, nemlig Hr. Erik Ketilssøn selv, Ulf Jonssøn (Blaa), og Henrik Michelstorp, i Spidsen for Insurgenterne. Foruden dem finde vi flere af Kong Magnus’s gamle Tilhængere, som Fjellar Piik, Axel Ketilssøn, Knut Algøtssøn og flere Nordmænd eller Halv-Nordmænd, af dem, der havde Besiddelser i begge Riger, og hvis Nationalitet saaledes paa en Maade var svævende, som Hr. Ulf Jonssøn, Søn af Hr. Jon Hafthorssøn, Ulf Holmgeirssøn, Jon Oddssøn, Anund Hatt, Alf Haraldssøn, Baard Eivindssøn. I
- ↑ Denne merkelige Skrivelse, som meddeles allerførst af Olaus Petri (S. 141), i umiddelbart Sammenhæng med Kong Haakons Tog til Stockholm 1371, men forresten uden Aarstal, er af Messenius og andre urigtigt henført til 1367, uagtet der fra den Tid ikke findes Spor af nogen Opstand mod Albrecht.
