Erngislssøn Hjerne, Narve Ingevaldssøn, Ulf Holmgeirssøn og Ulf Ionssøn[1], Svenerne Haakon Jonssøn, Hermann af Owen, Gaute Erikssøn, Lodin Eivindssøn, Henrik Michelstorp, Kolbjørn Ketilssøn, Erlend Philipssøn af Losna, Otte Rømer og Gerhard Kind, altsaa en usedvanlig Mængde af Raadsherrer, blandt hvilke vi ved Siden af de Norske, der udgjorde det største Antal, ogsaa finde enkelte Svenske: et Tegn paa at Kongen førte denne Krig ikke i Egenskab af Norges Konge alene, eller ogsaa, at den Deel af Sverige, som han endnu havde i sin Besiddelse, nu næsten regnedes som eet med Norge. Paa Stædernes Vegne mødte for Lübeck, Stralsund, Hamburg, Bremen og de øvrige vendiske og liflandske Stæder de lübeckske Raadmænd Hermann af Osenbrügge og Gerhard af Attendorn, samt den stralsundske Burchard Plotze, for de preussiske Stæder Johan Volmesten af Elbing, for Kampen og de øvrige Stæder i Utrechts Diøcese tvende Scheppens af Kampen, Goswin Lodekinssøn og Eberhard Böze, for de zeelandske Stæder Hugo af Lockim, for Briell Simon Frederikssøn, for de hollandske Johan Coppensøn, for de frisiske Henrik af Heirden, for Zütphen og Ellburg Gerhard v. Brincke, for Stavern Arnold Henrikssøn, og for Deventer Johan Pawemund. Der blev nu holdt langvarige Debatter og vexlet vidløftige Indlæg, hvori enhver af Parterne udførligt fremsatte de Besværelser, han meente at kunne gjøre over den anden, og herved gik man endog saa langt tilbage i Tiden, som fra Forbundet mellem Kongen og Hansestæderne i 1361, hvilket Forbund, som vi vide, begge Parter gjensidigt beskyldte hinanden for at have misligholdt, idet Kong Haakon og hans Fader ikke efter Aftale indfandt sig ved Helsingborg, og Stæderne havde sluttet Separatstilstand med Kong Valdemar. Det vilde være altfor trættende, her at gjennemgaa den hele Skriftvexling, især da de paaankede Facta allerede i det foregaaende ere omhandlede. Det er tilstrækkeligt at anføre, at Stædernes Klageskrifter egentlig kun indgaves af de vendiske Stæder tilligemed Hamburg og Bremen, da det jo kun var dem, eder havde indgaaet hiint Forbund af 1361; disse Indlæg ere ogsaa rettede baade mod Kong Magnus og Kong Haakon, siden Forbundet sluttedes i begges Navn. Begge Parter gjorde Fordring paa Skadeserstatning. Navnlig verdsatte Kongen, som vi have seet, alle de Ødelæggelser, Stædernes Skibe i den sidste Krig og Stilstand havde anrettet paa Norges Kyster[2]. Imidlertid kom det dog efter en Maaneds
- ↑ Denne Ulf Jonssøn, allerede nu Ridder, var Jon Hafthorssøns Søn og Stamfader til den svenske Ætt, der siden kaldtes Roos til Ervalla. Han maa ej forvexles med den anden Ulf Jonssøn, af den svenske Ætt Blaa, der ogsaa var Kong Haakons Tilhænger, og Rigsraad, men endnu ej Ridder.
- ↑ Lappenbergs Sartorius II. S. 684–699.
